Apostelenes gerninger 5
1. Men en Mand, ved Navn Ananias, tillige med Safira, hans Hustru,
solgte en Ejendom
2. og stak med sin Hustrus Vidende noget af Værdien til Side og
bragte en Del deraf og lagde den for Apostlenes Fødder.
3. Men Peter sagde: "Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit Hjerte,
så du har løjet imod den Helligånd og stukket noget til Side af
Summen for Jordstykket?
4. Var det ikke dit, så længe du ejede det, og stod ikke det, som
det blev solgt for, til din Rådighed? Hvorfor har du dog sat dig
denne Gerning for i dit Hjerte? Du har ikke løjet for Mennesker,
men for Gud."
5. Men da Ananias hørte disse Ord, faldt han om og udåndede. Og der
kom stor Frygt over alle, som hørte det.
6. Men de unge Mænd stode op og lagde ham til Rette og bare ham ud
og begravede ham.
7. Men det skete omtrent tre Timer derefter, da kom hans Hustru ind
uden at vide, hvad der var sket.
8. Da sagde Peter til hende: "Sig mig, om I solgte Jordstykket til
den Pris?" Og hun sagde: "Ja, til den Pris."
9. Men Peter sagde til hende: "Hvorfor ere I dog blevne enige om at
friste Herrens Ånd? Se, deres Fødder, som have begravet din
Mand, ere for Døren, og de skulle bære dig ud."
10. Men hun faldt straks om for hans Fødder og udåndede. Men da de
unge Mænd kom ind, fandt de hende død, og de bare hende ud og
begravede hende hos hendes Mand.
11. Og stor Frygt kom over hele Menigheden og over alle, som hørte
dette.
12. Men ved Apostlenes Hænder skete der mange Tegn og Undere iblandt
Folket; og de vare alle endrægtigt sammen i Salomons Søjlegang.
13. Men af de andre turde ingen holde sig til dem; dog priste Folket
dem højt,
14. og der føjedes stedse flere troende til Herren, Skarer både af
Mænd og Kvinder,
15. så at de endogså bare de syge ud på Gaderne og lagde dem på
Senge og Løjbænke, for at når Peter kom, endog blot hans Skygge
kunde overskygge nogen af dem.
16. Ja, selv fra Byerne i Jerusalems Omegn strømmede Mængden sammen
og bragte syge og sådanne, som vare plagede af urene Ånder, og
de bleve alle helbredte.
17. Men Ypperstepræsten stod op samt alle de, som holdt med ham,
nemlig Saddukæernes Parti, og de bleve fulde af Nidkærhed.
18. Og de lagde Hånd på Apostlene og satte dem i offentlig
Forvaring.
19. Men en Herrens Engel åbnede Fængselets Døre om Natten og førte
dem ud og sagde:
20. "Går hen og træder frem og taler i Helligdommen alle disse
Livets Ord for Folket!"
21. Men da de havde hørt dette, gik de ved Daggry ind i Helligdommen
og lærte. Men Ypperstepræsten og de, som holdt med ham, kom og
sammenkaldte Rådet og alle Israels Børns Ældste og sendte Bud
til Fængselet, at de skulde føres frem.
22. Men da Tjenerne kom derhen, fandt de dem ikke i Fængselet; og de
kom tilbage og meldte det og sagde:
23. "Fængselet fandt vi tillukket helt forsvarligt, og Vogterne
stående ved Dørene; men da vi lukkede op, fandt vi ingen
derinde."
24. Men da Høvedsmanden for Helligdommen og Ypperstepræsterne hørte
disse Ord, bleve de tvivlrådige om dem,hvad dette skulde blive
til.
25. Men der kom en og meldte dem: "Se, de Mænd, som I satte i
Fængselet, stå i Helligdommen og lære Folket."
26. Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne og hentede dem, dog ikke
med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive
stenede.
27. Men da de havde hentet dem, stillede de dem for Rådet; og
Ypperstepræsten spurgte dem og sagde:
28. "Vi bøde eder alvorligt, at I ikke måtte lære i dette Navn, og
se, I have fyldt Jerusalem med eders Lære, og I ville bringe
dette Menneskes Blod over os!"
29. Men Peter og Apostlene svarede og sagde: "Man bør adlyde Gud
mere end Mennesker.
30. Vore Fædres Gud oprejste Jesus, hvem I hængte på et Træ og sloge
ihjel.
31. Ham har Gud ved sin højre Hånd ophøjet til en Fyrste og Frelser
for at give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse.
32. Og vi ere hans Vidner om disse Ting, ligesom også den Helligånd,
som Gud har givet dem, der adlyde ham."
33. Men da de hørte dette, skar det dem i Hjertet, og de rådsloge om
at slå dem ihjel.
34. Men der rejste sig i Rådet en Farisæer ved Navn Gamaliel, en
Lovlærer, højt agtet af hele Folket, og han bød, at de skulde
lade Mændene træde lidt udenfor.
35. Og han sagde til dem: "I israelitiske Mænd! ser eder vel for,
hvad I gøre med disse Mennesker.
36. Thi for nogen Tid siden fremstod Theudas, som udgav sig selv for
at være noget, og et Antal af omtrent fire Hundrede Mænd
sluttede sig til ham; han blev slået ihjel, og alle de, som
adløde ham, adsplittedes og bleve til intet.
37. Efter ham fremstod Judas Galilæeren i Skatteindskrivningens Dage
og fik en Flok Mennesker til at følge sig. Også han omkom, og
alle de, som adløde ham, bleve adspredte.
38. Og nu siger jeg eder: Holder eder fra disse Mennesker, og lader
dem fare; thi dersom dette Råd eller dette Værk er af Mennesker,
bliver det til intet;
39. men er det af Gud, kunne I ikke gøre dem til intet. Lader eder
dog ikke findes som de, der endog ville stride mod Gud!"
40. Og de adløde ham; og de kaldte Apostlene frem og lode dem piske
og forbøde dem at tale i Jesu Navn og løslode dem.
41. Så gik de da glade bort fra Rådets Åsyn, fordi de vare blevne
agtede værdige til at vanæres for hans Navns Skyld.
42. Og de holdt ikke op med hver Dag at lære i Helligdommen og i
Husene og at forkynde Evangeliet om Kristus Jesus.
Project Runeberg, Thu Dec 20 01:08:15 2012
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/dkbibel/44_05.html