Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Barndom - XIV. Afsked
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Afsked. 87
Foka sig ned paa Kanten af en Stol; men i samme
Øjeblik knirkede Døren, og alle saae op. Det var
Nathalie Såvischna, som hurtigt traadte ind i Væ-
relset og uden at se sig om satte sig ved Døren
paa samme Stol som Foka. Jeg ser endnu Foka’s
skaldede Hoved, hans rynkede, ubevægelige Ansigt
og den nedbøjede rare lille Skikkelse med Kappen
paa, hvoruder det graa Haar kommer til Syne, hvor-
ledes de sidde og krybe sammen paa samme Stol
lige ubekvemt for dem begge.
Jeg var stadig sorgløs og utaalmodig. De ti
Minutter, hvori vi havde siddet for lukkede Døre,
forekom mig som en hel Time. Endelig rejste
alle sig op, korsede sig og begyndte at tage
Afsked. Papa omfavnede main an og kyssede hende
flere Gange.
— Fat Dig, min Ven, sagde Papa: —vi skilles
jo dog ikke for evigt.
— Det er alligevel saa tungt! sagde maman
med taarekvalt Stemme.
Da jeg hørte denne Stemme, saae hendes
skælvende Læber og Øjnene, der stode fulde af
Taarer, glemte jeg alt andet, og jeg blev saa
angst og bedrøvet, at jeg heller vilde være løbet
min Vej, end sagt hende Farvel. Jeg forstod i
dette Øjeblik, at hun, da hun omfavnede Fader,
allerede i sit Hjerte havde sagt os Farvel med det
samme.
Hun havde kysset Volodja og slaaet Kors
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
