Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
19
Spidsen af sin Parasol »Jeg gad nok seet Dig i
Ulahnuniform, Du maa være herlig.«
Saaledes fortsatte hun med en Ordstrøm, der
syntes uendelig, medens Hammer bragte hendes
Trepper tilbage fra Vognen, og bredte det ud over
Lyngen· Hun satte sig ned mellem dem, slog den
hvide Parasol op, lod sig betragte og beundre-
smilede til den Unge Hyrdes stirrende, usravendte
Blik, og strakte sine smaa Fødder saa langt frem
paa Tieppet, at et lille Stykke af den hvide Strømpe
ovenfor Stodlen kom tilsyne.
»Se saa! nu sidder jeg rart, fortæl nu en
Historie, et Eventyr, blot Noget, der kan more mig,
som i gamle Tage; hvis Du gjor dine Sager godt,
kommer jeg igjen imorgen, hver Dag, saalænge
Veiret tillader det. Jeg er min egen Herre, Papa
har sagt, at Alle skulle lystre mig, jeg vil aldrig
mere tilbage til det afskhelige Institut i Stockholm.«
Gamle Jens Hammer rommede sig, valgte et
bedre Sæde og begyndte at fortælle et Sagn, der
knyttede sig til Stedet, hvor de befandt sig:
«Oppe paa den lange Banke, der foran os, kan
Frøken Klara se en stor, graa Steen staa alene
paa en bar Plet Sand, som om de andre Stene
vare bange for-at komme den nær, der havde Her-
M
l i
i
li
-
cx
;—-s
Il-
At
S
l O
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
