Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Blandede Digte - Ved Hoffmanns Død
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det Foragtede paa Jorden,
Narrens latterlige Færd,
Ei af ham forsmaaet er vorden,
Han har viist det Latter værd.
Ingen Pidsk, ei Hadets Kanter,
Kjærlighed han Daaren bød:
Skriv Sonetter, arme Fjanter!
Nu, da Digteren er død.
Men til Gravens stille Høi
Pudlen trofast vandrer hen,
Dvæler, uden Glam og Støi,
Fælder Taarer for sin Ven.
Katten selv – hvor kan den andet? –
Did om Midnat gaaer med Gys,
Lægger Hovdet ned paa Sandet,
Øiet skjænker Graven Lys.
Børn, hvis Skjald han gjerne var,
Smaa og Store, ligegodt!
Flor om deres Kjephest har,
Sort er deres Dukkeslot.
Alle nu veemodig skue
Paa den tomme, øde Krog,
Hvor, ved Phantasiens Lue,
Han sit Sagn af Barmen tog.
Sørg ei Venner! Skjæmt og Lyst
Har han ei i Døden glemt.
Frit og herligt er hans Bryst,
Ei en Tone er forstemt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
