Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dagene var langsomt blevne længere...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
du Ugudelige og Afskyeligste iblandt alle Menne-
sker, ophøj dig ikke uden Grund . . . .“
— Ti, forbandede Natugle, eller jeg river din
Tunge ud! — raabte Munken, grebet af et ufor-
klarligt Raseri.
Oldingen aabnede Munden med Besvær, rakte
Tungen ud og sagde:
„. . . . og der de begærede hans Tunge, rakte
han den straks ud .... Men du, bliv kun ved, og
du skal se . . . . “
Munken saa sig hurtigt om i Stuen, som fore-
kom det ham utænkeligt, at det var denne knuste
og sønderslaaede Olding, der talte og ingen
anden .. . .
Og før han kunde afgøre dette Spørgsmaal, var
han paa Vej ud af Huset, famlende og følende sig
frem, skælvende mellem Skulderbladene, som
havde Oldingen rejst sig fra sin levende Begra-
velse for at følge ham til Dørs. Han sprang over
Ligene i Gaarden og sagtnede først sin Fart, da
han igen var ude paa Gaden:
— Puh! Jeg tror, jeg begynder at høre de Døde
tale, — mumlede han og fortsatte sin Vej ....
Han gik fra Knejpe til Knejpe for at finde Fedja,
dukkede op, spejdende og vejrende som en Grib,
blandt de ravende Dyr om Diskene og forsvandt
igen i Mørket, hvorfra han var kommet. I en af
Knejperne fandt han to af dem, der havde været
med i Fedjas Følge. Han kendte dem straks. Det
var de to, der havde væltet Segal om paa Jorden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
