Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kom i Stand — end de vilde lyde en ufornuftig tydsk Konge, der
ikke forstod at regiere. Deri laae den egentlige Aarsag til
Calmarunionens heldige Begyndelse, der kun fik en ravende
Fremgang og en bedrøvelig Udgang. Under tre Unionskonger, efterat
den „skandinaviske Eenhed“ endelig var sluttet og bekræftet ved
mange Underhandlinger, Møder og høitidelige Pergamentsbreve,
var det kun ved indbyrdes Krige og Blodudgydelser at
Foreningens Skinliv af og til blev fornyet. Men efter Christian den
Anden var en dansk Konge bleven umuelig i Sverrige.
Da Kuldkasteren af den Calmarske Union, Gustav den
Første, og den veltænkende, fredelige Christian den Tredie —
der ikke havde den mindste Lyst til at binde an med Vasakongen,
og i vor Tid var bleven erklæret for en „Slesvig-Holstener“ —
begge vare døde, gik den „skandinaviske Idee“ over i en anden
og modsat Retning. De to unge nordiske Monarker, Frederik II.
og Erik XIV. bare et ret grundigt personligt Had til
hinanden. Den første, mindre begavede og slet oplærte, men
personlig modige, virkelig tappre, og i Charakteren hæderlige Konge,
maatte efter en, med haardnakket Udholdenhed paa begge Sider,
i syv Aar ført ødelæggende Krig, lade sig nøie med at beholde
de tre nordiske Kroner i det danske Rigsvaaben, hvor de
endnu staae som en undertiden ubeleilig, og i sig selv
antiskandinavisk Erindring. Det var ikke de tre Kroner, men et
Sidestykke til den tredobbelte pavelige, som Kongerne i Norden
til sine Tider have efterstræbt. Men i Stedet for at naae
Maalet, lagdes ved Syvaarskrigen i Sverrige og ved de
Svenskes Indfald i Danmark under Torstenson og Carl Gustav,
Grunden til det Nationalhad, som først den nulevende Slægt
har seet aftage og hensvinde. Erik den Fiortende var saa langt
fra at kunne naae hiint Maal — nærmest fristede ham vel den
norske Krone — at han ikke engang kunde frelse sin egen for
sin Broders og værste Fiendes Herskelyst. Brodermorderen, Kong
Johan, fik ingen Leilighed til at nære skandinaviske Ideer og
Planer; han havde nok at giøre med at hielpe sin Søn
Sigismund til den polske Krone. Under den sidste af Gustav
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
