Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
16
den eneste maate som er naturlig og mulig, er
det nødvendig at røre ved de nerver hvormed vi
opfatter nye ting. Jeg mener ati en viss for-
stand ser vi tingen som den virkelig er, naar vi
ser en ting for første gang. Jeg vil i forbigaa-
ende bemerke at det er derfor barn i almindelig-
het ikke har nogen vanskeligheter med Kirkens dog-
mer. Men siden Kirken er noget som i høi grad
tilhører det levende liv, som maa arbeide og
kjæmpe, er den nødvendigvis ogsaa for voksne
mennesker og ikke bare for barn. Og for at den
kan arbeide effektivt maa den være i besittelse
av en hel del tradition, av vaner og ogsaa av
rutine. Saa længe som menneskene ærlig føler
hvad den er i bund og grund, er det sagtens
sundest at det er slik. Men naar tvilen gjælder
selve dens grundlag, saan som tilfældet er nu,
maa vi forsøke at finde tilbake til barnets ærlighet
og evne til at forundre sig, — til uskyldighetens
ufordærvede realisme og saklighet. Og hvis vi
ikke det kan, saa maa vi i det mindste forsøke
at arbeide os ut av det tilvantes skodde og gjen-
opdage tingene som noget nyt, om saa bare ved
at se dem som naturstridige. Ting som uten
skade kan synes os tilvante, saa længe som vanen
gjør dem kjære for os, faar hellere holde op at
være tilvante, naar det kommer dit at vanen av-
ler foragt. For hvordan vi saa ser paa dem, saa
maa foragt i forbindelse med ting saa vældige
som det der her er tale om, være en feiltagelse.
Eller rettere sagt, foragten maa være et selvbe-
drag. Vi maa ta vor tilflugt til fantasien, i dens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
