Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
74 LEO TOLSTOY.
rigtignok af en hel anden Slags. Aldrig skal jeg glemme, da
han faldt paa Knæ for mig og sagde: »Vil De have, at jeg
skal springe ud af Vinduet, saa gør jeg det straks.« Og han
vilde ogsaa have gjort det, hvis jeg havde forlangt det.
Pludselig hørte hun hurtige og lette Skridt ude i Gangen.
Døren gik op, og Lise kom farende ind i Natdragt og kastede
sig bleg og skælvende hen over Moderens Seng. —
Efter at Lise havde sagt Godnat til sin Moder, gik hun
ind i sin Onkels Værelse og iførte sig sin Natdragt. Derpaa
slukkede hun Lyset, satte sig hen ved det aabne Vindue og
fæstede sit drømmende Blik paa Dammen, der straalede som
Sølv i det blege, klare Maaneskin.
Alt det, der tidligere havde givet hendes Liv Indhold og
Værd, syntes hende nu med ét at svinde ind til intet. Hendes
blinde Kærlighed til Moderen, hendes varme Omsorg for den
skikkelige Onkel, de stærke Baand, der i saa mange Aar havde
knyttet hende til Landsbyens Befolkning, den levende Følelse,
hvormed hun omfattede en Natur, hun var vokset op i og
kendte til Bunds — alt det forekom hende nu kedeligt, unyttigt
og betydningsløst. Det var, som om en Stemme uafladeligt
hviskede hende ind i Øret: »Taabe! Taabe! I tyve Aar har
du ofret dig uden at vide hvorfor — uden at vide, hvad Lykken
er.« Og jo længer hendes Blik fordybede sig i den ubevæge-
lige, maanebelyste Have, desto stærkere blev disse Tanker
hos hende. Men det var ikke nogen pludselig Forelskelse i
Greven, der fremkaldte dem; nej, tværtimod, ham syntes hun
ikke om. Den tavse Løjtnant, der ikke saa synderlig godt
ud, vilde snarere have kunnet interessere hende. - Derfor var
det saa ærgerligt, at Grevens Billede atter og atter dukkede
op i hendes Fantasi, og det skønt hun hele Tiden sagde til
sig selv: Det er ikke ham! Det er ikke ham! Hun følte det
ret i denne tavse, maaneklare Nat, at hendes Ideal, det Ideal,
hun skulde kunne elske, maatte være ophøjet og fuldkomment
som det Billede af Naturen, der nu mødte hendes Blik.
»Aa Gud! Skulde jeg da virkelig have levet min Ungdom
forgæves? Skulde det være muligt?« sukkede hun og saa op
mod den høje, klare Himmel, som var bedækket med smaa,
hvide Skyer, der gled hen mod Maanen. »Dersom den øverste
af den hvide Strime der henne lægger sig foran Maanen,«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
