Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
24de Septbr. 1881.
Fedraheimen.
151
So var det og vel andre, som fyrr var høgt
Pris:
dei allting hadde lagat paa Herremanns
Viis,
Men Blomen heve blaknat; der kom eit
Atterslag,
der vardt ikkje lenger so gilde Gjestelag.
So var det og so ymse, som saag paa Verdi
blidt
og gleddest med dei glade og hadde Gaman
tidt.
No ha” dei vordet strenge; dei lika ingen
Laatt ;
dei tola ikkje høyra eingong ein Dansarslaatt.
Fyrr var det no so fyndigt um Fridomen
rødt;
sjølvveldigt og fritt skulde Folket vera stødt.
No tru dei vist, at Folket er altfor myket
fritt;
ein skulde helder hindra, at det ikkje kom
so vidt.
Fyrr var det sagt, at alle fekk Lov aa tala
trygt
um Landsens Stell og Styring; det var daa
ikkje stygt.
No segja dei, det berre er Folk av høgre
Stand,
som hava Rett aa røda og døma um sitt
Land.
Fyrr var det sagt, at alle stod like høgt i
Verd;
ein skulde vyrda Mannen etter Dygd og etter
Gjerd.
No er det helder Pengar, som gjera Folket
gjævt;
dei rike skulde raada, og hine halda Kjeft.
Ei Stund det var ei Æra aa hævda Land-
sens Sed
i Tungemaal og Munntam og alt, som kom
/ derved.
No lyt du fyrst i Skulen, og franske Namn
du fær
paa Vegt og Maal og Klædnad, paa Koppar
og paa Kjer.
Ei Stund det var i Vane aa syngja um sitt
Land
og minnast gamle Tider og Landsens gode
Stand.
No er det Skam aa rosa sitt Land i Song
og Dikt;
d’er berre vaare Grannfolk, som hava Lov
til slikt.
So er no allting utrygt; det vender seg so
braadt,
det smaae verder stort, og det store verder
smaatt.
Og det, som nyst var Æra, det snart kann
verda Skam.
Kven veit kvat næst vil fylgja? Det gjeng
so att og fram.
Der endaa godt, at Storheimen sjølv er
seg lik,
at Soli skiner jamblidt paa fatig Mann og
rik,
at Havet fløder jamhøgt, og Jordi ligger
kyrr,
og Bergi standa trygt, som dei hava stadet
fyrr.
T;
EE PST ENN RE: TEMES Irma:
Ordskiftet i Stortinget um
Bevilgning til norsk Bibelumskrivt.
(Or ”Storthingstidende”.)
(Slutten.)
J. Smit: Hr. Saxe har ikke villet
stemme for noget af de foreliggende
Forslag, fordi han ikke vil være med
paa at give Kampprisen til nogen af de
stridende Retninger. Dersom der var
Spørgsmaal om det, vilde jeg heller
ikke stemme for noget af Forslagene.
Men jeg tror ikke, at en Understøttelse
som denne, om Storthinget gaar ind
paa Bevilgningen, vil fra nogen Kant
anerkjendes for en Afgjørelse af Striden.
Jeg tror ikke, den vil faa den Betyd-
ning ;*de, som arbeider med denne Sag,
vil nok fremdeles gjøre sit Bedste for
at faa sin Mening frem. Men jeg tror,
at det kan have sin Betydning, som jeg
ogsaa har fremhævet, at de Mænd, som
jo har syslet mest med disse Ting, og
som har det videste Oversyn over de
forskjellige Maalfører i Landet, kan frem-
lægge en Oversættelse, som de tror, den
bør være. Selv om jeg ikke antager, at
den vil faa stor praktisk Betydning, saa
tror jeg, at det vil være af Interesse
og Nytte ligeoverfor Bevægelsens indre
Gang. Det er min Opfatning og jeg
skal tillægge, at jeg mener, at dette
Forsøg ogsaa vil gjøre sin Nytte lige-
overfor Arbeidet med Bibeloversættelsen,
saaledes som det til enhver Tid maa
være oppe i Kirken. Det har været
saa med den Bibeloversættelse, vi har
havt hidtil paa vort Skriftsprog — jeg
er tildels enig med Motzfeldt, forsaa-
vidt som jeg tror, man pgjør Forskjellen
mellem begge større, end den i Virke-
ligheden er, i Parenthes sagt, — at Ar-
beidet med at oversætte Bibelen paa
Skriftsproget i de senere Aar vistnok
har været baaret af stor Kyndighed og
Indsigt i Grundsproget; men jeg tror
ikke, at de Mænd, som har syslet med
dette Arbeide, har havt det Kjendskab
til det norske Sprog, som ønskeligt kan
være, og jeg tror, at et saadant År-
beide som dette kan komme til at bære
Frugt i Tiden for den Bideloversættelse
som vi har, nemlig under dens fortsatte
Bearbeidelse til kirkeligt Brug. - Dette
er for mig et ikke lidet Hensyn. For-
resten maa det erkjendes, at der er stor
Forskjel mellem Dialekterne, og den
Generalnæyner, man har talt om, er ikke
funden endnu. Man har sagt, at det
kommer væsentligt an paa Bogstave-
ringen, og det er sandt for store Lands-
dele; men det pgjælder sandelig ikke,
naar man kommer ned paa Fladbygdere
her paa Østlandet eller for store Stræk-
ninger af Landet ellers. Der er det
uomtvisteligt, at man ligger saa langt
borte fra Normalsproget, som væsentlig
er sammensat af de bergenske Dialekter
og Maalene fra Fjeldbygderne, at man
kun vil blive daarligt tjent med Nor-
malsproget. Det er ogsaa erkjendt og
udtalt af de Mænd, som er bedst inde
i denne Sag. Jeg vil pege paa Vinje,
som der er talt om før her. Han be-
gyndte med at skrive en Dialekt, som
var omtrent den samme som Aasens.
Men det gik bestandigt nedover fra
den, og det Sidste, han skrev, nærmede
sig betydeligt mere Skriftsproget, og
han udtalte 1 sine sidste Dage, at Ge-
neralnævneren ikke var funden, og Ivar
Aasen har vel den samme Mening. Ja
jeg tænker, at Enhver, som vil gjennem-
læse det Kapitel i hans Grammatik, som
handler om Landsmaalet, vil se, at det
er hans Mening. Han har forsøgsvis
opstillet et Normalsprog, men han har
antydet, at det maa undergaa Foran-
dring, og viser, hvorledes han tænker
sig Udviklingen kan ske; at Sproget nu
er færdigt, det er langtfra hans Stand-
punkt. I Henseende til, hvad Hr. Qvam
har sagt med Hensyn til sit Besøg i de
nordlandske Bygder, at han der har fun-
det et Sprog, som stemmer med det
bedste bergenske Maalføre, vil jeg sige,
at jeg tror ikke, at der er mange Viden-
skabsmænd, som har været i den Egen,
og har faaet det Indtryk.
Grimsgaard: Naar saamange Ån-
dre har udtalt Noget, kan jeg ogsaa
sige Noget. Jeg vil sige til Hr. Qvam,
at jeg har ogsaa reist baade i Nordland
og Finmarken. Jeg har været inde i
de fleste Fjorde, og jeg har talt med
Folk overalt der, og jeg maa sige, at
det Maal, man talte der, var overor-
dentligt ligt det Maal, man taler her
paa Østlandet, men overmaade forskjel-
ligt fra de bergenske og vestlandske
Dialekter. Jeg har reist overalt i Norge
og overalt fundet forskjellige Dialekter.
Qvam: Jeg vil ikke indlade mig
videre paa nogen Vidneførsel angaaende
de nordlandske Dialekter. De to Her-
rer, som har udtalt sig derom, faar
have sin Mening, og jeg faar beholde
min. Men jeg vil blot nedlægge en
Indsigelse mod den Ytring, som Biskop
Smitt sidst kom med, at Vinje 1 sin
’sidste Tid forlod Normalsproget og mere
og mere gik over til det almindelige
Skriftsprog. Jeg vil blot henvise til
hans Skrifter, som vidner paa det be-
stemteste imod Rigtigheden af den Ud-
talelse.
J. Smitt: Jeg vil blot bede Hr.
Qvam læse igjennem de sidste Aargange
af ”Dølen”, saa faar han se.
Qvam: Jeg behøver ikke at gjen-
nemlæse dem. Jeg fulgte med hele Ti-
den, da ”Dølen” udkom.
Havig: I Anledning af hvad der
her er udtalt om Sproget i Nordland,
vil jeg for mit Vedkommende afgive
den Bevidnelse, at Qvam visselig har
Ret for de indre Distrikters Vedkom-
mende, hyor jeg nærmest er kjendt,
nemlig i Vefsen og Ranen.
Motzfeldt: Men de ydre og langt
stærkere befolkede Distrikter tror jeg
ikke Havig vil have ind under den
Sproggrændse.
Havig: dJeg tænker, at Vefsen og
Ranen er af de stærkest befolkede Di-
strikter i Nordland, som Herreder be-
tragtet. Vefsen er ’det største Herred
i Tromsø Stift, saavidt jeg erindrer.
Motzfeldt: Og skal det være Me-
ningen, at Indbyggerne i Ranen i Re-
gelen taler et Sprog, der ligger Ivar
Aasens Landsmaal nær? Fiskerne i Ra-
nen? Er det Forudsætningen?
Havig: Jeg mener, at de indre
Bygder af Ranen taler et Sprog, som
ligger Ivar Aasens Landsmaal temme-
lig nær.
Motzfeldt: Det maa være langt
inde i Ranen det, Hr. Præsident!
Havig: Jeg gad vide, hvor langt
Hr. Statsraaden har været inde i Ranen?
S. Nielsen: Jeg vil nødig blande
mig op i denne Strid. Men det lader
til, at Nordland skal spille en ikke li-
den Rolle i denne Debat, og derfor vil
jeg sige, at foruden de Fjorde, som min
Amstkollega har nævnt, er der ogsaa
andre Fjorde og Dalfører — jeg skal
næyne Saltdalen og Bejeren. Jeg maa
erkjende, at mellem det Sprog, Folket
der taler, og det, de taler ude ved Ky-
sten, er der en meget stor Forskjel.
Om det er nogen særegen Lykke for
Kystbefolkningen, at den er stærkere
paavirket af det danske Sprog, vil jeg
ikke udtale mig om. Men jeg skal er-
kjende, at Statsraad Motzfeldt» har Ret
1, at det tales der. Med det samme vil
jeg sige, at den Debat, som er ført i
Eftermiddag, har noget forundret mig.
Det er mærkværdigt, hvilken usædvan-
lig Forsigtighed der her lægges for Da-
gen. Det er ganske sandt, det er en
stor Sag, vi staar ligeoverfor. Det er
dette at kunne bringe Folket Guds
Ord saavidt muligt paa dets eget Tunge-
maal. Men jeg maa spørge, hvorledes
er det gaaet i England” Det engelske
Bibelselskab har, som bekjendt, oversat
Bibelen paa mange, mange Tungemaal.
Men tror man, at man har været saa
ængstelig, som det lader til, at man
vil være her? Jeg kjender ikke til
det; det er meget muligt, at man har
nøie undersøgt hos Kirkeministeren i
England, før man gik til det Arbeide.
Men jeg tror virkelig, man her lægger
for Dagen en Ængstelse. som er noget
større, end det fornødiges. Jeg tænker,
at naar man stemmer for Pluralitetens
Indstilling, har man ikke Noget at
frygte. Thi der er jo sagt i Indstillin-
gen, at det skal ikke komme ud, hvad
der oversættes, uden at det er prøvet.
Og jeg vil benytte Anledningen til at
sige, at det har forekommet mig, at
den Maade, hvorpaa man har omtalt
Pastor Belsheim under denne Debat, har
ikke kunnet tiltale mig. Jeg maa slutte
mig til dem, som tidligere har ytret sig
i den Henseende. Jeg tror, at Pastor
Belsheim foruden at være et naturligt
Sproggeni, har arbeidet sig frem did,
han er kommen, med en Ihærdighed og
Lyst som Faa. dJeg vil gjøre opmærk-
som paa, at jeg har ikke noget videre
personligt Kjendskab til ham, men jeg
ved, at han var næsten en voxen Bonde-
gut, da han begyndte at læse, og uagtet
det tror jeg, han kan maale sig med
Mange, som indehar Landets høieste
Embeder. Dernæst faar det staa fast,
hyad Qvam har udtalt, at naar saa-
danne Mænd som Blix, Aasen og Ross
har lovet ham sin Bistand, er det, selv
om jeg ikke havde andet Kjendskab,
for mig en tilstrækkelig Borgen til, at
jeg trygt og roligt kan stemme for Ind-
stillingen.
Motzfeldt: Kan man virkelig sam-
menligne de to Ting, at det engelske
Bibelselskab lader Bibelen oversætte i
alle Slags fremmede Maal, og at man
nu her med Sitatsbidrag skal udgive en
ny Bibeloversættelse ved Siden af den,
som existerer?
S. Nielsen: Denne Debat er nu
ført saa længe, at jeg ikke kan have
Lyst til at optage nogen ny Debat med
Motzfeldt om den Ting. Men jeg tror
dog det, at det virkelig kan ske og det
med Rette, hvad jeg tillod mig at gjøre,
idet jeg henviste til det engelske Bi-
belselskab.
Skaar: Den Maade, hvorpaa Bels-
heim var omtalt, var ikke videre pen,
sagde Sivert Nielsen. Det var visselig
myntet paa mig. da, jeg kommer ofte
i Skade for ikke at kunne tale saa pent
som Hr. Sivert Nielsen. Men jeg tror
ikke, at jeg har sagt noget Andet, end
hvad jeg læser mig til af Komiteens
Indstilling. Her staar et Par Tirader,
der lyder saaledes: ”Hr. Belsheim, hvis
literære Virksomhed hidtil - væsentlig
har angaaet Bibelens Textkritik og dens
Oversættelseshistorie oplyses ikke iøvrigt
at have saa særdeles væsentlige For-
udsætninger for at skulle være den
Mand, der kunde ansees mest skikket
for et saadant Hverv; han oplyser selv,
at han ikke har øvet sig meget i at
skrive Landsmaalet; men der er efter
foreliggende Erklæringer sikret ham
kyndig Medhjælp fra D’Hrr. H. Ross,
Ivar Aasen og Dr. E. Blix”. Videre
staar der: ”Vistnok er det ikke oplyst,
at Belsheim har de fornødne Forudsæt-
ninger til alene at løse Opgaven paa en
heldig Maade; han siger selv, at han.
dertil paaregner kyndige Mænds Bistand.”
Jeg har ikke sagt noget Andet, saavidt
jeg kan erindre. Jeg tror, han er for
let. Han er ikke Hvervet voxen. Det
læser jeg bogstavelig ud af Komiteens
Indstilling.
S. Nielsen: Jeg skal gjøre op-
mærksom paa, at jeg ikke har nævnt
Skaars Navn. Men naar Skaar mener
at ville tage det til sig, saa gjerne for
mig. Naar Skaar taler om mig i saa
velvillige Udtryk, kan jeg ikke Andet
end være ham særdeles taknemmelig
derfor. Men jeg vil gjøre Repræsen-
tanten opmærksom paa, at hvad han
citerede af Komiteindstillingen, og som
jeg har læst ogsaa — jeg: formoder, det
lyder ligedan i det Exemplar, jeg har
— grunder sig paa, at Komiteen for-
tæller det Faktum, at dette har Bels-
heim sagt. Ja, ganske vist! Men jeg
skal tjene Repræsentanten med den Op-
lysning, . at Belsheim er efter mit Be-
greb en ydmyg Mand.
Sagen optoges derefter til Votering.
Præsidenten foreslaar, at der først
voteres særskilt over Komiteens Ind-
stilling under No. I og at der derefter
med Hensyn til No. 2 voteres først over
Komitepluralitetens Indstilling, der gaar
ud paa den mest ubetingede Beslutning,
og hvis denne ikke bifaldes, over Jak.
Sverdrups Forslag, og hvis heller ikke
dette bifaldes, over Komiteminoritetens
Forslag. Der er vistnok af en enkelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
