Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118 H. F. FEILBERG
Glipper det noget med poesien, meningen er god; eder
sangen hilser börnene og fortsætter hos naboen.
Karlene var tidlig færdige med deres syssel, så de kunde
få lejlighed til at vaske sig og rede håret, inden de blev
kaldte ind. Hen på eftermiddagen mødtes ungdommen
tilhest, ridende kom ud fra alle gårde, samledes i flok og
drog under lystig samtale og vædderidt ind ethvert sted
byen rundt og ønskede glædelig jul. De fik vel, hvor de
kom, en smule traktemente, men såsnart henimod mørkningen
kirkeklokken ringede festen ind, skiltes de ad og
red stille hver til sit hjem. Således kender jeg kun fra
et enkelt sted i vort land skikken, fra V. Vedsted, syd for
Ribe. Der er vel rimelighed for at den har strakt sig
længere mod syd, jeg véd det ikke.
Pigerne, som havde den indvendige syssel, måtte jo
bolde længst ud, de nåede først i sidste öjeblik at få sig toet
og skifte klæder.
Så kom omsider stunden, der samlede alle husets folk uden
undtagelse om festbordet. Som jeg har kendt skikken i
Vestjylland, spiste vi frokost kl. 12 og samledes til
julemåltidet kl. 5—6. Det var naturligvis noget forskelligt på
forskellige steder.
I Angel fik man om middagen »mullebrød«, brødstumper,
overhældte med fedt fra skinken, der kogtes til måltidet
om aftenen. I Vendsyssel dækkedes det lange bord med en
hvid dug, og der fremsattes rundelige portioner af smörrebrød
samt øl i de smalle höje kruse med tinlåg. Julelyset var
tændt og stod midt på bordet, pyntet med klippet og kruset
papir og ombundet med smalle røde silkebånd. I Vestjylland
dækkedes bordet med en lang hvid dug, en luksus,
der ej kendtes til daglig brug. To usædvanlig tykke tællelys
stod derpå, jævnlig såvidt som muligt ligestore, et for
manden og et for konen; man rørte dem ikke, flyttede
dem ikke, »brandede« dem ikke. Det skete jo i de dage
med fingrene, og man måtte være vant til at göre det, en
færdighed, der nu sagtens er ved at dø ud. Men julelysene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
