Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ANMÆRKNINGER 339
slægt ved markarbejde (Gr. Myth.” 865 aA), Med andre ord, Guro be-
tragtes som dod, og den dode hor i Alfelandet.
Efter gammel svensk folketro fra 16de årh. kom ugudelige og
vellystige mennesker efter doden i Alfernes selskab og omtumledes
af dem i deres natlige danse, eft. Olaus Magnus, Hist. Gent. Sept. Ill.
11, anfort af Finn Magnussen i Eddalære IV, 293. Iblandt nyere sagn
findes en fortælling om en kvinde, som døde i barnsnød juleaften,
således så det ud, men i virkeligheden var hun tagen af troldene og
opholdt sig hos dem i bjærget (Cav. Wår. I. 428).
I Danmark peger et par enkelte træk i samme retning. En mands
afdode fader findes hos Nisserne, Kr. Sagn Il. 47.384; i Sagn 1. 16.65 for-
tælles der. at en kone ser en grånklædt (elle kvinde, der bestemt lig-
nede den afdode Mariane Krympes. Til alt dette kommer endnu, at
alle, der har været i alfers vold, men atter kommer tilbage til men-
neskeverdenen, er sære, forvirrede, sansesløse, til liden glæde for deres
nærmeste. Guro vil ikke tilbage til sin slægt; kom hun, vilde hun
ikke fa helsedag mere (Søegd 113); kvinder, der har været i bjærg-
folks vold, er indesluttede og sære Kr. Sagn I. 228 flg.), jfr. CHS. 149;
En bjærgtagen kvinde, som manden fik tilbage, græd altid og var
stum, Thiele II. 205. Dette træk stemmer atter fuldkommen med, hvad
der fortælles om dode, der er grædte tilbage til livet (se JO. opskrig).
Endelig nævner jeg, at bjærgfolkenes rejse over Fjorden f. eks.
Kr. III, 8.5, stærkt minder om »sjælenes« sejlads med færgemanden til
Britia. Skånt båden tynges til rælingen, ser færgemanden ingen og
fortsætter hele natten med sit arbejde. jfr. Gr. Myth.? 792; sammenstil-
lingerne JO. færgemand ; Bjerge, Aarb. IV. 114 flg.; jfr. Kloster XII. 261 flg.
Tilbage star endnu sagnene i Norge om Oskorejen, det susende
dødningeridt gennem dale og bygder. Førerne er Gudrun Gjukesdatter
og Sigurd Fåvnesbane. Alt midt i det 13de årh. kan træk eftervises,
der tyder på, at Gudrun færdes til hest og har ikke fundet hvile i
graven. Der fortælles i Sturlunga S. (Vigf. 11, 220 fig. om en ung pige,
for hvem en stor kvinde i morke klæder, ridende på en stor hest
gentagne gange i dromme åbenbarede sig. Hun sagde, at hun kom
fra Nåsheim Lighjem,, nævnede sig Gudrun Gjukesdatter og sås sidste
gang med dod mand bunden i hestens hale. Gudrun var grum, hun
havde spist af Fåvnes hjærte (Gudrunarkv. 1). Da hun havde dræbt
Atle. gik hun til havet, hun gik ud i søen og vilde dræbe sig, men
kunde ikke synke, og drev i land (Gudrunarhvåt, indledn.). Huu
havde været i skovene, hvor hun allevegne hørte om sig ulvenes
tuden, og tyktes så, at det var blidere at do (Bugge, Våls. S. s. 163.
kap. 32). 1 de færingske Sjurdarkvæder (Il. s. 36.287) hedder det:
>»Gudrun gonger um allan heim,
hon heldur if Gråna teym.«
22?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
