Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Filosofien i Finland - 2. Nyere, empirisk filosofi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1918. No. i.
FILOSOFIEN I NORDEN.
IOI
Med sigte paa det psykologiske aarsaksforhold holder H. fast paa en
vigtig skilnad, nemlig den mellem subjektive drifter og objektivt verk.
Forklares skal kunstnerdriften, det som faar kunstneren til at skape sit verk,
og forklares skal det at publikum nyter dette verk. Det iste punkt fører
til spørsmaalet om hvad som har avfødt de ulike kunstformer. H.
diskuterer de forskjellige forklaringer: Driften til at efterligne og til at behage —
i begge ser han litet virksomme motiver —; videre trangen til sansepræget
meddelelse, erotisk bedaaring, stimulering til arbeide og krig, magisk
virkelyst. Men alle disse begreper peker direkte til menneskelivet med dets
positive vilkaar. Allerede i dette forhold ligger en gjendriving av den
teoretiske fordom, at kunstytringen skulde være fjern fra alt sidehensyn
til det nyttige og skulde ha sit ophav i en »uinteressert« virksomhet.
Kunstvirksomheten har delvis sammenhæng med driften til at leke, og
leke-driften er, som Groos har vist, et utslag av naturlige drifter hos de levende,
drifter som ligger til grund for den praktiske eksistens. Sterke baand
forener derfor kunsten (og leken) med sysselsætninger fremstaat av livets
alvorlige behov. Efter sin almindelige tendens stræver kunstneren med
sit verk imidlertid øiensynlig bort fra livets umiddelbare nødvendighet.
Sammenhængen mellem kunsten og livet maa derfor søkes gjennem en
dypere analyse. De almindelige vilkaar for kunstvirksomheten søker H.
idet han fremhæver, at kunstverket har sit formaal, ikke i en praktisk eller
teoretisk, men i det man kunde kalde en poetisk virkning. Og denne
opnaaes ved de følelser som blir vakt. Graden av kunstverdi ligger i
det varige og almene ved denne følelseseffeKt. H. ser paa kunstnydelsen som
en legemliggjøring av menneskelige ønsker og begjær; i dem avspeiler
sig de længtende følelser hos individene, og i utførelsen av verket eller
fremstillingen av den kunstneriske handling røber sig en tro paa at viljen
kan gi vedkommende ønskemaal en haandgripelig virkeliggjøring. Et
væsentlig psykologisk moment er trangen til at meddele sig. Det sociale
moment trær virksomt til og understøtter de individuelle følelsesmotiver.
Det er i det hele umulig at løse kunstens og skjønhetens problem adskilt
fra det almindelige problem om det sociale liv. En naturlig uttryksdrift
hos mennesket blir støttet og utvidet i sine virkninger ved
efterlignings-driften og ved visse sympatiske fornemmelser, visse dragninger til at
sugge-stionere tilskuere eller tilhørere. Alt dette driver individet til at producere
sig. Særlig overbevisende er hos H. paavisningen av den utfriende
virkning det har for sindet at ha faat git sin tyngende stemning en fast form,
saa det emotionale indhold kan bli en gjenstand for anskuelse og for
intellektuel opfatning, og saaledes at den samme oplevelse kan overføres
paa andre.
Vid.-Selsk. Skrifter. II. H.-F. Kl. 1918. No. x. 5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
