Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Den danske filosofi - 2. Ludvig Holberg; grundlægningen av den dansk-norske individualisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IOO
ANATHON AALL.
H.-F. Ki.
diske statssamfund tynges ikke av altfor vældige militære sorger.
Riks-tanken lægger ikke slike baand paa dem som paa de politiske stormagter.
Saa har det i hvert fald været til nu. Forfatningen og den politiske
nivellering av stændene borger for fuld ytringsfrihet. De gjennemsigtige
forhold gjør problemene mere enkle og fører menneskepersonen frem i fuld
belysning. I Danmark var det nationale liv frodig og gav rike
tilskyndinger til at føre en egen aandsutvikling længere frem. I Norge var det
ungdom og grotid. Det litterære og filosofiske liv var her ungt, alt
op-manet landets børn til at skape nyt aandsliv. Baade det ene og det andre
virker fremmende for en tankeretning som individualismen.
Individualisten taler til os allerede gjennem Holbergs digtning. Hans
komedier er dokumenter over hvorledes en fri aand reagerte mot raadende
tvang og konventionel dumhet. 1 skikker, i officielle bestemmelser, i
vedtægter og fordommer blandt høi og lav, paa slot og i drengestue. Det
kan være nok at minde om verker av Holberg som Peder Paars, Niels
Klim, Jean de France, Gert Westfaler, Jeppe paa Bjerget, Barselstuen,
Jacob von Thyboe, Den Stundesløse, Mascarade, Den Vægelsindede,
Erasmus Montanus. De gir alle paa en maate et individualismens drama, der
hver av de agerende optrær med sin særhaatt. Paa den ene siden har
vi folk som sitter inde med den offentlige menings og konventionens
befæstninger. Paa den andre den spillevende enkeltpersonlighet, som skiftevis
krymper sig under mishandlingen fra folkeklumpens side eller svarer paa
den ynkelige masselogik med snev og spot. Som mønstertype kan man
nævne Erasmus Montanus, kjøbenhavnerstudenten, som ikke greide at
berge sin akademiske visdom gjennem den sjøgang som blev reist av den
hjemlige vankundighet. Det vilde her være let at dra paraleller med et
verk av en anden individualistisk samfundssatiriker i Norden . . . Jeg
sigter naturlig til Henrik Ibsen, forfatteren av »En Folkefiende«1.
Skal i menneskelivet de individuelle evner rettelig gjøre utslaget, saa
maa ikke kjønnet sætte noget avgjørende skille mellem individene og deres
ret som aandsvæsener. Et individualistisk grundsyn maa motsætte sig at
personlighetslivet i nogensomhelst form blir underkuet. Med andre ord:
Kvindens aandelige og sociale frigjøring er en naturlig post paa programmet
hos en konsekvent gjennemtænkt individualisme, og det er logisk i sin
orden at reformen har fremtrædende talsmænd netop inden denne leir.
1 Sammenligningen kunde strækkes ut ogsaa til andre skikkelser hos de 2 norske
forfattere. Hjalmar Ekdal er en modernisert Jacob von Thyboe, og Peder Paars kunde
minde os om sider hos en anden Per, som Ibsen har foreviget. Mere for vort
synspunkt har imidlertid likheten mellem Holberg og Ibsen at si paa et andet omraade, det
som blir skildret like nedenfor i teksten.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
