Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
117
heden til at drage ham; thi hun opgav aldrig Haabet;
det var blevet hendes Livs Opgave. Men aldrig
kom det til Kamp; thi, hvor hun var, kjcrmpedes ikte.
Sin arbejdende Vilje, sin sammenpressede Lidenskab
maatte han dog give Udslag, og saa stete det, hver
gang han kom paa Prcrkestolen og saa hende sidde
nedenunder. Menigheden droges ind med ham som i
en Hviruel, han hidsede den, og snart den ham. Hun
saa det og lod sit bange Hjerte hvile ud i Velgjsren
hed og senere, da hun blev Mor, hos Dat
teren, som hun tog i sin legemlige og aandelige Favn
og bar til sine stille Timer. Der gav hun, der
modtog hun, der vuggede hun sit eget store Barn
i Barnets Uskyld, der holdt hun Kjerlighedens Fest,
og derfrå kom hun tilbage til ham, den Strenge, med
Kvindens og Kristendommens forente Blidhed, og da
var det jo ham umuligt at sige Noget, som ikle faldt
godt. Han maatte jo elske hende over alt paa Jor
den, men desto mere sorgfuld blev han, desto stwrkere
blsdte det i ham, at han ilke kunde hjcrlpe hende i
hendes Saligheds Sag. Med Moderens stille Ret tog
hun ogsaa Barnet bort fra hans religisse Undervisning;
Barnets Sange, Barnets Spsrsmaal var ham snart
en ny og dyb Kilde til Smerte, og nåar han nu paa
Prcrkestolen kunde vcrre hidset til Haardhed as sin vold
somme Sindsbevcrgelse, modtog Hustruen ham, idet de
gik hjem sammen, blot med endnu sterre Mildhed;
Vjnene talte, men Munden ikle med et Ord. Og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
