Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det, jeg skulde, og havde de vildeste Streger for, satte
han sig til med stor Udførlighed at beskrive, hvad Følgen
vilde blive. Begyndte med, at Gaardskarlen skulde sendes
ud i Skoven at skjære en forsvarlig Kjep; men
Gaardskarlen, den store Iver, som var min Ven, fremstod under
den drastiske Skildring i en meget gemytlig Skikkelse for
min Phantasi, og idet Veien og Skoven blev klarlig
betegnet, fordybede jeg mig i den velbekjendte Skov, hvor
ingen bedre end jeg vidste, hvor de bedste Kjeppe sad,
og inden vi engang kom til at høre om Kjeppens Brug,
end sige at føle den, var ogsaa Fader bleven saa greben
af sin egen pudsige Fantasi og ikke mindre pudsige
Ud-tryksmaade, at han fik sig en Latter, mens han ragede mig
i Haaret.
Langt mere Virkning havde det, naar hans bekymrede
Fremtidssyner tog en anden Retning, og han beskrev,
hvorledes den Dreng, der ikke vilde læse, maatte sættes til et
Haandværk. Nu blev Skomageren fremdragen, ham der
var gift med Kokkepigen Ane og boede opad den høie
Trappe i Søndergade, og hvis Værksted med alle dets
stramt lugtende Apparater, belyst af den æventyrlige
Glaskugle, netop var et af mine Drømmeriers vanlige
Tilholdssteder. Der blev i Forbigaaende talt om, at der var noget,
der hed en Spandrem — jo, jeg kjendte den og vidste,
hvorledes den blev spændt over Støvlesaalen paa
Skomagerens Knæ — men naar den kom over Enden paa en
Dreng, var det ingen Spøg. Jeg gad blot vidst, om Fader
selv kjendte den saa godt; jeg har en Mistanke om, at
han snarere tænkte paa Lukians Skomager. Vist var det,
at han dreiede af, og Forestillingen endte med et
grangiveligt Syn paa en Skomagerdreng, der kom fløitende og
dandsende henad de brede Stene opad Østergade med den
ene af Rectorens Støvler under Armen og en Tøffel til
Stuepigen i hver Haand. Dette blev mig det sværeste.
Østergade saae vi paa langs nedad fra vore Vinduer, og
dens Eslinie udmaalte jeg altid Perspectivet af, naar jeg laa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
