Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ikke noget betydeligt, hvad deri findes, men naar jeg
drømmer mig ind i alle disse Underværker af
Kirkebygninger, bliver Verden lys for mig som saadant et
himmelstræbende Chor. Hun veed det ikke, men har dog
lignende Syner. Forleden blev hun ført gjennem
lysskinnende Hvælvinger og ledet op til Altret ved Præstens
Haand. En anden Gang steg Englen med Døbefonten fra
Fruekirke i Kjøbenhavn frem ved Siden af hendes Seng,
og det tyktes hende, at der var slet intet andet at tænke
derved end: »Alle skulle de toes i Lammets Blod.« Idag
bad hun mig dog at love hende snart at søge Forflyttelse
herfra, hun kunde ikke trives i denne pestbefængte By.
Det har ganske oprevet hende at være Vidne til disse
Scener.«
Saaledes gik det hen indtil Jul, altid mellem Angst
og Haab. Imidlertid var Edle, som var bleven opholdt
hos sin Bedstemoder, der den Vinter laa paa det sidste
Leie, endelig kommen, og det var os en væsentlig Støtte.
Endelig Juleaften, da vi i al Tarvelighed havde pyntet
et lille Julebord, og jeg havde telegraferet efter det
glædeligste af alle Mennesker, Broder Olaf, havde jeg den
usigelige Trøst at kunne tage min Elskede som et Barn paa
mine Arme, og bære hende ind paa Sofaen i Dagligstuen.
Vemodigt nok, hun var saa let. Saaledes gik det endnu
en Maanedstid, hver Dag maatte jeg lægge mine Arme
ind under hende, løfte hende varsomt, og bære hende ind
og lægge hende forsigtig paa Sofaen, for atter paa samme
Maade at bringe hende tilbage, naar hun begyndte at
blive træt. Dog saa underligt kjært at have hende paa
mine Arme, og at mærke, at hun efterhaanden blev
tungere. Mod Foraaret begyndte det endelig at blive
ordentlig bedre. Hun kunde nu gaae, og i Sommerens
Løb kom vi saa vidt, at vi igjen turde vove os paa Reise;
skjøndt hendes Ben vedbleve at være svage, og som det
gjerne gaaer efter saadan svær Sygdom, aldrig gjenvandt
Ungdommens Lethed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
