Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Formynder var os tiltænkt og efterat det i Familieraad var
besluttet, at staae fast paa den vistnok ingenlunde rigtige,
men almindelig antagne Sætning, at en Dreng trænger til en
Faders Varetægt, blev hans lille Seng — den 6. Dcbr. —
sat ind i Hjørnet af vort Sovekammer, og siden den Tid
sov vi roligere og vaagnede gladere. Det ‘var aftalt at
han skulde tilbringe hveranden Søndag hos sin Moder, og
forøvrigt see hende og sine Søstre, naar de kom til os;
og vi kom heller ikke til at fortryde det. Han fandt sig
vel hos os, og vendte søvnig, men tilfreds tilbage; havde
gjerne sine Arme om Amalies Hals, kaldte hende sin
Moder, og talte om Moder paa Nørrebro som en
Eien-del mere.
Moder Amalie gav ham en mønsterværdig Opdragelse
og Moder Anna forkjælede ham. Fader var der kun een
af, destomere blev han seet paa som et Vidunder, men
havde den Feil, at han fordærvede Drengen ved at lee,
naar Moder krævede Alvor. Altsammen ganske naturligt
og til Glæde for alle Parter, ikke mindst for den lille,
han hang ved os som det kjærligste Barn, og har altid
paa god barlig Maade bevaret dette Forhold. Han
gjennem-gik hurtig en Drengs sædvanlige Stadier, først at være
Hest, saa Kudsk, saa Konge og Keiser Napoleon med
alle Stolene efter sig som sin Stab, og endelig at kunne
læse saa høit og saa rigtigt, at Fader maatte ind at høre
det. Saa fik han Mæslinger, det var en svær Tid. Naar
han lod de Billeder falde, som jeg bragte ham, og ikke
kunde fortælle mig, hvad de forestilte, blev jeg meget
forknyt, men det varede, Gud skee Lov, dog ikke længe.
Jeg pleiede at tage ham med paa mine
Morgenvandringer, og skjønt han under sin uafladelige Tale ikke
kunde faae seet til sine Ben, men hvert Øieblik faldt over
dem og blev hængende i min Haand, var han dog
ufortrøden. Om vi ogsaa gik over Isen og han blev rød og
blaa af Kulde, gav han dog aldrig tabt, og saa træt han
kunde være efter en lang Vandring, skulde Moder dog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
