Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Landsskolen i tiden 1814—1859 - 4. Fastskolen m. m.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- 15 —
minder om at vedkommende stortingskomité i
1827, som forberedte skoleloven, hadde ytret sin
betænkelighet ved at overlate det til
stiftsdirek-tionen at avgjøre hvor store utredsler ethvert
prestegjeld hadde at yde til skolevæsenet,
saaledes som den kongel, prop. foreslog. Komiteen
saa sig da ogsaa nødt til at opgi dette
standpunkt, ifølge hvilket statens embedsmyndigheter
skulde ha den økonomiske avgjørelse, tiltrods
for at komiteen indsaa at dette vilde hindre
skolevæsenets fremskridt paa mange steder.
Men den har dog det haab, at sansen
efterhaanden vil vokse og at midlerne til skolens
fremhjælp saaledes paa en lempelig maate vil
kunne skaffes. De netop indrettede
formand-skaper var en altfor ny institution til at man
straks kunde bygge større forhaabninger paa
dem. „Det ligger i sakens natur, hvad der
ogsaa i de indkomne beretninger er ytret, at
kommunerne første gang vilde vælge sine
formænd eller repræsentanter „i særdeleshet blandt
de almuesmænd, der har forskaffet sig et slags
tiltro eller navn ved deres idelige klager over
undertrykkelser, mangel paa sparsomhet o. s. v.
For at vedlikeholde deres autoritet tør disse ei
nu andet end være konsekvente, hvilken
konsekvens ei kan vise sig anderledes end ved at
motsætte sig ethvert anliggende, der kræver
utgifter av kommunen." Andet var heller ikke
at vente, da de som valgte formandskaperne
var de samme som tidligere valgte
skolekommissionen. Men styrelsen hadde dog den sikre
tro, at de samme kommunestyrer, som den
fortiden mente var den største hemsko paa
skolens utvikling, snart vilde „fremkalde nyt liv i
dette vigtige anliggende." Almuesmanden kjendte
nu sine rettigheter, og han vilde uvægerlig ogsaa
komme til erkjendelse av hvormeget han trængte
til større oplysning „forat han fuldstændig skal
kunne benytte det længe attraaede og nu
erholdte gode."
Alt saa tidlig som i tiden omtr. 1837 fremkom
ønsket om at presterne ved lovgivningens hjælp
kunde bli sat istand til udelukkende at ofre sig
for sin egentlige kalds pligt i kirke og skole, ved
at bli fritat for de mange verdslige forretninger
som paalaa dem. Men styrelsen trodde dog
at dette maatte bli en fjern fremtidsopgave, da
presterne i mange dele av landet var de eneste
embedsmænd, og paa samme tid de eneste
personer, som sat inde med den nødvendige
for-retningsdygtighet, og derfor maatte overta mange
hverv og syssler som litet syntes at harmonere
med deres embede. Men dette forhold gjorde
det umulig for sognepresten i de større
prestegjeld at føre tilstrækkelig tilsyn med skolernes
undervisning. Allerede nu dukker planer op
om at skaffe skolen et mere „faglig tilsyn".
Det kom forslag om at ansætte kateketer „hvilke
bestandig skulde være i bevægelse for at
inspicere skolerne, oplære fornødne skoleholdere,
og i det hele overta bestyrelsen av
skolevæsenet." Deres løn skulde utredes enten av
oplysningsvæsenets fond, eller av de betydelige
indkomster som tillaa bispestolene. Bispe- og
prosteembederne skulde inddras og i deres
sted ansættes amtsproster, og en biskop for
det hele rike, som tillike skulde være chef for
kirkedepartementet (sic!) Det nævnes ikke
hvem som var for denne, unegtelig noget
radikale, reformtanke.
Dette er da i korte drag den ældre
lands-almuskoles tilstand ved aar 1840, og
saaledes vedblev den vistnok i det store og hele
at være omtrent til utløpet av
lovgivnings-perioden (1859). Av de statistiske tabeller
(1840 og 1853) kan vi nemlig se, at der ingen
synderlig forandring var, hverken med hensyn
til den ydre organisation eller skolens
arbeidsmetode. Skolekredsenes eller distrikternes tal
er omtrent det samme Litt fremgang er jo at
merke, forsaavidt det synes at bli noget flere
fastskoler, men tallet paa omgangsskoler blir
det samme, trods adskillig tilvekst av
skolepligtige barn (fra 1837—1853 omtrent 15 000).
Efterhaanden som stiftsseminarerne kom til at
virke, blev der flere og flere eksaminerte lærere,
som dog fremdeles væsentlig virket ved de
faste skoler. I disse sidste begynder det at
vise sig sterke tegn til en slags klassedeling;
de saakaldte „særskilte skolehold" utgjorde i
1853 SiOO. (Men fremdeles gik der tusenvis av
barn uten nogen skole, over 9 000 = 4,8 %
av det samlede barnetal). Nogen fremgang var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
