Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
S Confessionslöse Skoler. — Et egteskab.
öve ganske den samme ’Tvang mod de
kristne. »Här kan,» siger hun, »i sjelfva
verket ej bli fråga om frihet i denna kamp,
utan blott om" en omflyttning af magten.»
Dette er en fuldstendig forkert Betragtning.
Kravet paa en confessionslös. Skole er våe-
sentlig rejst af pedagogiske Grunde, ikke
for at öve Tvyang mod kristne. De con-
fessionelle Dogmer ere nemlig i höjeste Grad
uskikkede til at fremme Barnets sjelelige Ud-
vikling — ogsaa 1 religiös Henseende. Saa-
vel kristne som ikke-kristne burde derfor af
felles Interesse vere enige om at arbejde
paa at fjerne dem fra Skolen.
Fru W. sammenligner Undervisningen i
den confessionslöse Skole med »det i forn-
tiden brukliga sättet att förvandla barn till
dvergar genom att lägga dem i ett slags skruf-
städ.» Det er merkverdigt, at Fru W.
ikke har opdaget, at netop denne Beskyldning
kan rettes imod hende selv. Hendes Fordring
er en Skole med en bestemt confessionel
Religion. Det er det »skrufstäd», hvori hun
önsker att gjöre alle lige store eller lige
smaa. De, som vil bort fra det confessionelle,
vil det bl. a. ogsaa af den Grund, at de ön-
sker et friere Spillerum for de personlige, de:
individuelle Anleg og Krefter.
I besynderlig Modstrid med Fru W—s
hele Betragtningsmaade staar en enkelt Be-
meerkning, nemlig den, at hun önsker »ka-
tekeslexor» bort fra Skolen. Dette er nemlig
intet mindre end en ikke ringe Del af det,
som den confessionslöse Skole vil!
Kjöbenhavn i Maj 1886.
SOREASET SETS EE
Et 2gteskab.
Fortelling af Amalie Skram.
(Forts. från föreg. n:r.)
Fru Holms leber bevzegede sig nervöst,
mens hun lå der i lenestolen med lukkede
öjne. Hun kjendte sorgen som etsnörebånd
om sit liv og en byrde på sine skuldre. Af
og til undslap der hende et dybt suk og et
sagte: Herre gud, forbarm Dig over os! Men
tilsidst kunde hun ikke holde tankerne sam-
let. De för omkring på de besynderligste
steder, till linnedskabet, hvor der overst lå nogle
lagen, som skulde eggevendes, ind i toilet-
bordsskuffen, hvor hun havde lagt nogle löse
pengesedler fra sig, til det silkeplydcehes han:
skeskrin hun havde fåt i julegave, ti
Beethovens niende symphoni, om hvis opförels
hun havde lst i bladene. ..-..
— — — » Henrik !« Hun sprang. op, a
stolen, viekket ved lyden af sit eget höje råb;,
gned sig over öjnene og så sig fortumlet om.
Hun måtte ha sovet; taffeluhret slog to. Der
var altså forlöbet en time, siden Holm gik,
og, ja — hun havde drömt. Slig en under-
lig dröm det havde veret! Hun havde syn-
tes, hun var död og befandt sig på et sted,
hvor de alle var döde, en flade af endelöst
omfang, uden lys af sol eller måne, men med
en kold, gjennemsigtig demring. Hun kunde
ikke se nogen himmel over dem. De var
omgit af en stålgrå atmosfaere omtrent 8—10
alen höj. Ovenover, det kunde hun ikke
skjaelne hvad var. Overalt var der gravhöjer
i tette, nendelige riekker, to gange så höje som:
de på »vor Frelsers Gravlound>», ganske dek-
ket af store, blankglinsende epheublade, og
på dem alle lå der nögne mennesker under
et hvidt klede, som nåede dem til hagen.
Deres legemer var iskolde, men det voldte
ingen pine, og deres hjerter var også kolde:
De lå der uden gnist af zvne til atföle for
nogetsomhelst, ikke for sig selv heller, uden
medynk, uden sammenbold, ganske som ste-
nene på gaden. Og den ene var som den
anden. Med de udslukte öjre gloede de ret
frem, Skulde de nägensinde ta sig sammen
til at gjöre noget, så blev det at rekke tunge
’ til sig selv, men de gad ikke det engang.
| Deres
| tilbage,
| og var vågnet.
sjele var skrumpet ind, til et intet,
og hun syntes de vidste allesammen, at det:
"kom deraf, at de i levende live ikke havde
havt kjerlighed: ikke til andet end til sig
selv. Det at ikke ha havt kjerlighed, det
var forbandelsen, fortabelsen af sig selv og
af saligheden. Så havde pludselig Henrik
ståt og böjet sig over hende, han, hendes
barndoms legekammerat, som var död i sek-
stenårs alderen, og hvem hun som femten-
årig pige havde lovet at vente på og gifte
sig med, og han havde forsögt at löfte hende
op og bere hende bort, men hun var falden
tung som bly. Og da han med en
usigelig smertefuld hoderysten havde forladt
hende, da. var det, at hun havde råbt Henrik
Hun var gjenmemrystet af
drömmen. Hele dens forstenende redsel var
over hende.
Lidt efter hörte hun entréklokken, og straks
efter trådte husiegen, doktor ’Thomsen, ind,
a
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
