Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Framåt.
9
» Goddag ’ frue, godt nytår!» — hilste han.
Nå, hvordan står det så til?»
»Omtrent som ellers» svarte hun
den at se på ham, Hun kunde ikke be-
vemme sig til at fortrelle legen, at hendes
nand i dag havde havt et decideret tilbage-
ald. For hun havde vieret så fortröstnings-
nld ligeoverfor den vantro doktor, som ikke
unde se, at hendes mand stadig blev bedre
Så sikker havde hun fölt sig, at hun endog
ngang havde sagt til ’Thomsen, at hun gjerne
skulde vedde med ham, om hvad det skulde
vcere, på at hendes mand nu kom sig.
— Doktorn trak lidt på skuldrene. »For
Sjeblikket går Deres mand forresten oppe i
parken og snakker og gestikulerer med en
»Jeg kommer just derfra.»
«Hvad siger De?» Hun rettede sig hur-
lig op.
»Det har han ju gjort så tidt, frue.»
»Men ikke nu på lenge» — det löd kla-
zende. »Du, gode gud, hvad skal jeg dog
gribe till» Hun rejste sig, gik nogle skridt,
vendte så om og satte sig igjen. »Talte De
kke til ham ?» spurgte hun så.
»Jo da, jeg vilde ha ham hjem og fore-
slog ham at gjöre mig fölge. Men han bare
sik videre og drev på med: sit.»
»Jeg må op og hente ham.»
illerede henne ved dören.
Doktor Thomsen havde også rejst sig.
Han stillede sig med ryggen mod dören.
;Det ved De jo ikke nytter, frue. Han vil
bare gi en scene tilbedste og bli gående så-
fenge, til det stikker ham, at han er kjed af
iet.»
Uden at svare satte hun sig ned igjen.
Det gjorde doktor Thomsen også.
»Hvor det er sörgeligt!» udbröd hun plud-
selig, slog henderne for ansigtet og begyndte
t grade.
»Ja, det er vist og sandt> — sa Thom-
jen med vegt —- »men det behö rede ikke at vare
sörgeligt, hvis De bare vilde gjöre Deres
Hun var
»Det nytter ikke, doktor. Jeg vil ikke
sende min mand på Gaustad, for det er ikke
min -pligt.» Mens hun talte, randt tårerne ned
ad. hendes kinder, ”
zNej, jeg ved det nuk; on den ting la-
er det ikke til, at vi blir enige,» sa Thom-
sen og sukkede.
tå, hvad mening der er i, at De villa både
Dem selv og börnene bli pint livet af» —
» Når jeg bare kunde for- ;
des svar,
föjede han til med en mine, som om han
talte med sig selv.
»Det er ikke så galt, som De tror» —
sa hun.
»Åa jo, så min sandten, frue» — doktor
Thomsen tog hårdt i. »Det er så galt som
det kan viere, og det er uforsvarligt at handle
som De gjör.»
»Der kan jo undertiden gå uger hen, hvor
han er stille og fornuftig» -— kom det nresten
bönfaldende:
»Ja, hvad hjälper så det? Tenk på,
hvor forpint og forknuget De også da er. Tenk
på gutterne, hvorledes De sniger sig ud og
ind, angst for både at gå og bli. Jeg siger
Dem, frue, De gjör synd mod Deros börn.»
Hun sad og rokkede svagt på stolen og
så ret ned for sig.
»Og hvis det: endda bare var det» —
blev doktoren ved, »men han går jo og öde-
legger formuen. I går fortalte sagförer Ri-
mestad mig, at han nu igjen havde kjöbt
aktier i en kledefabrik for 10,000 kr, som
ikke var 2,000 verdt. Inden De ved ord af
det, er der ikke en krone tilbage. Kan De
rolig se på, at Deres börn blir gjort til tig-
gere?»
Hun sad som för og svarte ingenting.
»Kan De da gi mig en eneste fornuftig
grund for ikke at få Deres mand anbragt
der, hvor han vilde ha allerbedst af at vere,
ikke at tale om jer andre? Ja, for han er
uhelbredelig, Deres mand. Han er» det, hvor-
meget De så går og tror det modsatte».
»Det ved De ikke noget om» — sa hun
i en lav, men bestemt tone.
»Så, ikke det? Da kan jeg dog forsikre
Dem> at De tar fejl, frue.»
»For sligt råder alene gud» — var hen-
»Hvis han vil, og det ved jeg,
han vil, så er han ikke uhelbredelig.»
»Ja, men så lad da gud få pröve med
ham i alle fald. -Set ham op på Gaustad,
hvor kan kan bli underkastet en rationel be-
handling! Her hjemme blir han jo verre og
| verre, det er da sikkert nok, og det må De
også kunne se.»
»Det vilde vere at vise mangel på tro
| og tillid til gud» — svarte hun.
Han gjorde en utålmodig hodebevegelse.
»Slige teorier slår jo al fornuft ihjel> —
brummede han. >»Sig mig, frue, hvis nu hu-
set brendte over hodet på Dem, vilde De så
"ikke redde Dem og börnene, men stå og
I vente på, at gud skulle komme og ta jer»?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
