Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
62 Et Livshåb.
i Stjernelyset;: Inde over Byen farvede de
mange Gasblus Himlen med ett rödligt Sker,
og i Sydöst stod Sirius og over den Orions
strålende Billede.
Der var så ensomt der ude.
Han strög sig langsomt med Hånden
gennem det stride, mörke Hår. Minde på
Minde fra det sidste Års lykkelige Dage be-
meegtigede sig ganske hans Tankerv og drog
ham ind i en blid, vemodig Stemning, der
harmonerede godt med Freden uden for.
Hun var ikke smuk, — det havde han
straks sagt til sig selv, — langt fra! Hen-
des sterkt markerede Ansigtstrek var altfor
brede og uregelmiessige, Näsen lidt vel meget
stridende mod alle Skönhedsregler och Hud-
farven = alltfor gullig-bleg. Figuren ligeså
uregelmessig som Ansigtet: langstrakt, for-
overböjet; — nej,
langt fra!
hun var ikke smuk —
Og dog var der noget interessant ved
hendes Personlighed, noget visst ejendomme-
ligt, der icke kunde andet end tiltrekke sig
ens Opmeerksomhed. Lå det i Ojnene, de
udtryksfulde, mörkebrune fOjne? Eller i det
på en gång faste og dog så uendelig blöde
Trek om Munden, der röbede en sterk, vilje-
bestemt Karakter? . . . Nej, således påvises
i det rent ydre kunde det ikke; — det var
Skeret af noget indre, der meddelte sig til
den hele udvortes Skikkelse fra Top til Tå,
noget åndelig elastisk, smidigt, böjeligt, —
— noget man iagttog uden at kunne komme
på det rene med det, og som smuttede bort
mellem ens Heender, når man vilde gribe
efter det.
Men han, han havde grebet det, — han
förstod hende.
Hvor det var forunderlig vemodigt nu
at tenke tilbage på dette sidste år!
Han satte sig ned i Laenestolen med
Häånden stöttet mod Kinden og så hen for
sig. Skeret fra Kakkeloynen kastede spillende
Lysstriber op ad Veggene, og på Loftet over
Skrivebordet tegnede Lampelyset en urolig
bölgende Ring.
Det var i Sommerferien ude på Landet,
han så hende förste Gang. Han boede hos
sin Onkel på Herlufsminde — Jun i Preste-
gärden tet ved. Hun havde i begyndelsen
ikke behandlat ham anderledes end alle an-
dre; heller ikke han fik straks Lov til at
göre et Indblik i hendes inderste skjulte
Vesen, og derfor troede også han — ligesom
enhver anden — at hun var kold, utilgivelig
kold og fölelseslös, beregnende på ethvert
Punkt og uden indre Liv og Varme,
Men så kom det lidt efter lidt.
En Dag ytrede hun i hans Nzerverelse
Lyst til at lere italiensk; hun havde lst
lidt på egen Hånd, sagde hun, men kunde
ikke ret komme nogen Vegne. Havde hun
vidst, at han kunde Sproget, havde hun visst
imidlertid neppe talt derom, men da han nu
tilböd at hjelpe hende lidt til Rette dermed
i den ene Måneds Tid, hun agtede at til-
bringe på Landet, faldt det ganska naturligt
at hun modtog hans Tilbud. Tiden skulde
dog forslås på en Måde, og som en Afveks-
ling i det landlige Driveri kunde en sådan
Beskeftigelse jo også vwere ret behagelig for
dem begge. |
De leste nu herefter lidt sammen hver
Dag, — helst i Middagsstunden, når det var
for varmt til at spadsere, — och sad da idet
tette Jasminlysthus nere ved Fjorden. Hun
var begavet, mere endnu end han havde anet;
jo bedre han lerte hende at kende, des mere
gik det op for ham. |
Men kold, forunderligt kold syntes hun
att vare.
223 var det en Dag, de sad och leste
Dante:
Det var usedvanligt varmt i Vejret;
hun havde taget Hatten af og lagt den på.
Bordet foran, så Lyset fra oven faldt klart
ned på hendes Ansigt. Han måtte tilstå,
at hendes Trek i det mindste i Gjeblikke
var fine og ändfulde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
