Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Framåt. | 63
Det var Sangen om Francesca og Paolo,
de läste:
Amor, ch’al cor gentil ratto s’apprende,
Prese costui della bella persona,
Che mi fu tolta, el modo ancor m’offende,
Amor, ch’a nullamato amar perdona,
Mi prese del costiu piacer si forte,
Che, corne vedi, ancor nor m”abbandona.
Amor condusse noi ad mna morte...
Hendes sedvanlig neesten hårde og kolde
Stemme löd i dette Ojeblik så blöd og sagte,
at han förundret måtte stjele sig til at se
på hende. Heller ikke hendes Ansigt var
som sedvanlig; der lå en mild, fugtig Glans
over Ojnene, og om Lecberne lå et Smil, han
ikke för havde se’t hos hende.
De leste videre og kom til Stedet, der
forteller om Kerlighedens Opvågnen:
Noi leggevamo un giorno per diletto
Di Lancillatto, come amor lo strinse:
’Soli erevamo, e senza alcun sospetto
Per piu fiate gli occhj ci sospince
Quella lettura, e scoloroeci ”l viso;
Ma solo un punto fu quiel che ci vinse.
Quando leggemmo il disiato riso
Esser baciato da cotanto amante
Questi, cho mai da me non fia diviso,
La destra mi baciö tutto tremante...
Hun lod Bogen synke og så et Ojeblik
ud over Fjorden, der lå blank og spillende i
Sollyset. Hun smilede, og der kom en Sol-
glans over hendes Ansigt, der neesten gjorde
hende smuk. Det var, som om hun glemte
sig selv og ikke huskede, at der var nogen
anden til Stede.
Han stirrede ufravendt på hende. Det
gik på en Gang op for ham, hvor forskelligt
hendes Indre i Virkeligheden var fra det,
hun lod andre ane, og han forstod, at. mn
dog ejede et FHjeéerte, et rigt og fölelsesfuldt
Hjeerte, skönt det slog hemmeligt og ukendt
for Verden.
På en Gang tog hun sig sammen, og
vendte sig om imod ham. Deres Blik mödtes,
og der kom et svagt bekreftende Smil om
hendes Leeber. De forstod hinanden. Men
i det neeste Ojeblik var hun atter den samme
som altid för.
Dog, han havde set nok og slap ikke
atter det Tag, han havde fået i hendes Ka-
rakter. Hun fölte det og gav langsomt efter.
Lidt efter lidt blev hun fortroligere imod
ham, og tilsidst kunde hun tale med ham
uden Forstillelse, uden Forbehold.
Hvorfor lod hon anderledes, end hun i
Virkeligheden var?
»Det er så vanskeligt at blive forstået
— lige så let som det er at blifve misfor-
stået», mindedes han nu en Gang at have
hört hende sige, og ligeledes slog det ham
nu, at hun i Begyndelsen af deres Bekendt-
skab havde sagt: »Det verste i Livet synes
mig at vere for mange Skuffelser, — derfor
må man heldre lade verc at nere INlusjoner».
Da han ligefram spurgte hende, fik han
sin Anelse bekreftet.
sOg alligevel? — —?
nu får De vere en Undtagelse>,
svarede hun og slog det hen i Spög.
Alligevel morede det hende til at lede
ham på Vildspor.
De talte således en Dag om /Egteskabet
i Anledning af nogle Bemserkninger, der var
faldne ved Middagsbordet.
»Skulde jeg engang, hvad jeg dog ikke
håber», sagde hun, »blifve nödt til at gifte
mig, skulde det da helst vere med en celdre
rig Mand. I Grunden kunde man jo have
det ganske godt; thi Kerligheden...l»
Hun gjorde en betegnende Bevegelse og
trak på Leeberne.
»Det mener De jo slet ikke!» sagde han.
sIkke?» ;
»Jeg kan se på Dem, hvad De tanker»,
vedblev han; »og i ethvert Fald så” jeg det,
den Gang vi leste Dante.»
»Men jeg kan også se det på Dem!»
svarede hun og lo.
Han for sammen;
»Ja
det var ikke för fal-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
