Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Framåt. 265
Det går en susning bland säfven,
När vågen kommer, brusande, vred;
Den hviskar förvirrad, orolig:
»Böjen er, böjen er ödmjukt ned!»
Men knapt har vågen sig splittrat
I tusen tårar mot sandig mark,
Då reser sig säfven åter
Med böljande prassel, smidig och stark.
Och den är beredd att falla
Och resa sig åter gång på gång,
Och aldrig den bryts eller sviktar
Om striden blir än så hård och lång.
Just så det gäller i lifvet!
Alt starkt sina rötter i djupet slå
Och böja sig ödmjukt och stilla,
När pröfningens böljor omkring en gå.
Då skall du ej sönderkrossas —
När stormen har stillats och striden är slut,
Skall segrande du dig lyfta
Ur vågorna, starkare än förut.
= — — — Om vinteren er naturen mig
som en frav&erende ven. Ikke fordi jeg ikke
lever mit friluftsliv om end i mindre udstrsek-
ning, men der er en afstand mellem 0s; det
er den stivfrosne, döde stilhed, der legger
den.
— Men när det lider mod våren, og
kulden ikke lenger smelder i vieggene og
gerdestöréne; när vinteren samler sin kolde
kappe om gig og forsvinder, og der, bliver
små bare flekker, -— lidt större for hver dag
— — 0g der snart bliver gres, det yrende
fine, man kan telle; og som vokser omkap
med solstrålerne — da skynder jeg mig ud,
til möde med min beste ven.
For jeg skal sige, der er et ubrödeligt
venskab mellem os; vi forstår hinanden, ikke
som to mennesker, der aldrig rigtig forstår
hinanden.
Og naturen er ikke snakkesalig som et
menneske, men når den taler i sin elementa-
riske kraft, da er den overbevisende som
rösten fra BSinaly — 0g i sin harmoniske
stilhed veltalende som ingen dödelig.
Man föler den hörer os til; man er af
den, og den i sin spiren, sin visnen og död,
liv af vort, — stöv tilhobe.
Og er så våren kommen, da er jeg der-
ude. Op af sneen skyder sig sten og busk;
jeg kjender dem igjen; de löfter hovederne
mod mig, stenene så renvaskede friske efter
det lange koldbad, buskene sprettende, briste-
feerdig glade, og jeg får atter fölelsen af noget
intimt: gamle venner altsammen; —- jeg kom-
mer i et udmerket humör.
Man bliver et andet menneske ude; der
er så meget, der förkommer om vinteren i
den törre stueluft.
Jeg har hört om en arabisk khalif, der
altid lod sig fortelle eventyr, når hans bryst
var beklemt; jeg ved mig en bedre helsebod:
Ud i skogen! Så kaster jeg mig i mosens
teppe, blödere schatteret end noget brusseler;
ser på fuglenes flid og glemmer mennesker-
nes dårskaber. Og jeg nynner for mig selv:
Der er det herligste tidsfordriv
at agte på dyrenes feerden og liv
När det lokker fra hvert tre, når spur-
ven danser og spetten trommer og sterene i
letsindig glede trekker den ene flaske op
efter den anden, — ja, så er det umuligt
andet end at blive i godt humör.
Men hvad der alltid har veret mig ind-
lysende under min fierden ude, er den store
overensstemmelse mellem det menskelige liv
og naturens. Hvad er alle de så kaldte in-
stinkter andet end tron på förnuftens vej. I
dyrenes ferd finder vi menneskernes igjen,
og deres forskjellige lyd rummer alle de: li-
denskaber, vi höjst fejlagtig er blevet enige
om at kalde menneskelige i sit almindelige
mål og dyriske i sit overmål; det er dyret,
der er den mådeholdne.
— Menneskerne taler om sin overlegen-
hed; jeg vil heller tale om dyrenes; den er
i visse måder stor.
Er ingen anden enig med mig tör jeg
päberåbe den vise Salomo. Han er i den
grad dyrenes ven, at jeg mistenker ham for
at vere det på menneskernes bekostning.
Han taler etsteds i sin praediker om
menneskerne og håber, at Gud vil lade dem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
