Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Adam Oehlenschlager (1779–1850)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
234 ’ Adam
Oehlenschlager
.tv
Forlanger I den bedste Olie?
Nej, Ifald jeg turde bede Eder om
Den sletteste. Men det maa være noget, Som der er
godt.
Denne Komik er enestaaende hos Oehlenschlager, fordi
den er saa fin, saa fri for den ulykkelige Smøren paa,
som skamskænder det lige forudgangne Freias Alter og
som Digteren straks vendte tilbage til i den tyske
Omkalfatring af Aladdin.
Han nævner selv - i Fortalen til den tyske Aladdin
- Shakespeares Storm og Sommernatsdrøm samt
Gozzis dramatiske Æventyr som sine Forbilleder
i det Komiske. Paa dette Punkt er han dog helt
original. Derimod er der andre Steder i Aladdin, hvor
man tydeligt sporer et Forbillede hos Shakespeare,
som netop paa dette Tidspunkt gennem A. W. Schlegels
dygtige Oversættelse begyndte at øve sit Herredømme
over Romantikerne. Det er det af Schlegel først
udgivne Romeo og Julie, som for nogle Bifigurers
Vedkommende har paavirket Aladdin. Gulnares Amme
er en afbleget Kopi af Julies djærve Amme, og den
forsultne Apoteker, hvem Aladdin fratvinger Giften,
er en fri Efterligning af den ikke mindre forsultne
Apoteker, hos hvem Romeo køber sin Gift. Er Ammen
hos Oehlenschlager ringere end hos Shakespeare, saa
er til Gengæld Apotekeren morsommere og opfattet med
en høj Humor. Udødelig er Vendingen:
Gaa hen for mig og henret hvem I vil, Naar I kun
sparer mig, min Hustru og Min lille Hassaii med de
skieve Ben.
Denne Oehlenschlagers Humor er særligt dansk. Hvor
den er fri og kraftig som her, har den det Præg,
som senere Marstrand giver sine humoristisk opfattede
Figurer af Folkelivet; hvor den er blødere, som i den
gamle Sultans Skikkelse («Nu render han i Slobrok og
i Tøfler, og glemmer hele Keiserværdigheden») giver
den det Grundrids, hvorefter H. C. Andersen former
sine gamle Konger i Slobrok med Kronen paa Hovedet
og Rigsæblet under Armen.
Hvor Behandlingen er i Fabelens Æventyr-Aand, dér
er den fortræffelig. Hvor den bliver spidsborgerlig
moralsk eller religiøs, sakker Digteren af. Og jo
mere Digtet skrider frem, des borger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
