Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indtryk fra Polen - V. Af Maryla Wielopolska's Levned - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
172 Indtryk
fra Polen
Venskab. Hun var opvakt og velbegavet, men hendes
Opdragelse havde været sørgelig forsømt. Hun talte
og skrev meget godt Fransk og Engelsk, men kunde ikke
ordenlig Polsk. Det oprørte mig, og jeg stillede som
Betingelse for vort Venskab, at hun aldrig maatte
skrive mig til paa noget andet Sprog end Polsk. (Vi
skrev til hinanden to eller tre Gange om Dagen, skønt
der aldrig gik en Dag, hvor vi ikke saas). Det var
det mest overspændte Venskab, der nogensinde kan have
forenet to unge Pigers Hjerter, og det varede henved
to Aar; saa giftede hun sig og begyndte at forsømme
mig og endte med at glemme mig. Saadan tror jeg,
det gaar med alle Kvindevenskaber.
Jeg gik i mit attende Aar, da jeg begyndte at blive
ked af det verdslige og adspredte Liv, som jeg havde
ført i disse sidste Aar. Jeg følte en Tomhed i mit
Indre, som var uhyggelig. Af alle de Mænd, jeg kendte,
og som havde søgt mit Selskab, var der ikke en,
som jeg fandt Behag i. De har ikke villet tro mig,
da jeg sagde Dem, at jeg aldrig har elsket nogen
Mand, og dog er det sandt. Jeg drømte om Kærlighed,
som syntes mig det eneste virkelig attraaværdige
Gode, men jeg havde aldrig følt den. Til Trods for
de Fejl, som Selskabslivet havde udviklet hos mig,
var jeg endnu ikke fordærvet nok til at tænke mig
Muligheden af, at jeg kunde indgaa et Vedtægts-
eller Fornuft-Ægteskab. Jeg havde svoret mig selv,
at jeg aldrig vilde gifte mig med en Mand, jeg ikke
elskede. Da jeg aflagde det Løfte, var jeg henved
atten Aar gammel; nu er jeg fire og tyve, og jeg har
ikke brudt det, skønt jeg med Sorg maa sige mig selv,
at jeg engang har været nær ved at lade mig overtale
dertil.
Nitten Aar gammel foretog jeg min første
Udenlandsrejse med en af mine Tanter, der tjente mig
som Forklæde. Vi laa en Maaned ved Rhinen i en yndig
lille By, Schlangenbad. Det var første Gang i mit
Liv, jeg nød en Smule Frihed, Min Tante sov længe
om Morgenen, og jeg stod op Kl. 5 og tilbragte hver
Dag et Par ledige Timer i Bjergene. Saa foretog
vi med Dampskib den berømte Fart fra Mainz til
Koln. Jeg kunde min Childe Harold udenad, og ved
hvert Udsigtspunkt, hver Ruin huskede jeg Byrons
Udbrud. I Koln boede vi paa Dompladsen, og jeg
tilbragte Halvdelen af min Dag i Kirken. Jeg tror
ikke, at Noget i mit Liv har gjort saa stærkt et
Indtryk paa mig som denne Kirke; min Barndoms hele
ømme og hemmelighedsfulde Fromhed kom for en Stund
op i mit Sind igen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
