Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
218 Den franske Æstetik i
vore Dage
fuldendte Væsener. Digterne naaer nutildags kun
denne ideale Himmel ved Eneboer-Drømmerier eller ved
Oldforsker-Kærlighed til en forbigangen Tid. Er dette
ikke Tilfældet, saa sætter de enten Renhed i Scene som
Moralister, og da har Skildringen altid en vis Kulde,
eller de fremstiller Dyden som Iagttagere, og da har
den en Tilsætning af Grundufuldkommenheder, nationale
Fordomme, tidligere, samtidige eller dog mulige Fejl,
som svækker Skønhedsglansen.
For at finde Skønhedstyper i deres Renhed, maa man
ty tilbage til de ældste fortællende Sagndigtninge
fra Folkenes friske Barndom. Her møder vi Helte som
Achilles, Sigurd, Roland, Gid og Rustam, endelig
Aabenbarerne, Frelserne, Guderne. I de Værker, hvori
disse er skildrede, har den omdannede og løftede
Menneskenatur som forgudet eller guddommelig naaet sin
fulde Storhed. Hvis dens Renhed, dens Overlegenhed,
dens Styrke eller dens Godhed i disse Frembringelser
og Fremstillinger har Grænser, saa er det kun for
vort Øje og vort Synspunkt. For sin Stamme og sit
Aarhundrede staar dette Menneske som det fuldkomne
Ideal.
Hvilke er nu de i legemlig Henseende velgørende
Egenskaber? Her gælder det for det første om,
at Legemet er sundt, for det andet om, at den
naturlige Type er ubeskadiget, og ved dette Ord er
det ikke alene Meningen at udelukke Vanskabthed,
men enhver Forvanskning, som Stand, Samfundsliv,
Haandværk, Klædedragt fremkalder i Forholdene. Gode,
velgørende Egenskaber er dernæst alle Evnerne til
legemlig Bevægelse, til at løbe, bære, springe og
staa, kun at den ene af disse ikke er udviklet paa
den andens Bekostning. Velgørende Evner er endelig og
sluttelig Vilje og Fornuft; thi Aandsudviklingen er
den legemlige Udviklings Afslutning og Blomst. Sjælen
maa være meddelt og udtrykt, hvor Skønhed skal findes;
kun ikke saa udpræget, at man føler, dens Udvikling
har skadet den legemlige. Det fuldkomne Legeme kan
man alene vente at finde i Tider, hvor det at tænke
er en Sysselsættelse og ikke en Tvangssag.
Denne Anskuelse bekræftes ved et Overblik over
Italiens Kunst. Saalænge den i Middelalderen
fremstiller sygelige og svage Legemer, er den selv
svag som de. Med Renæssancens Begyndelse genvinder
Kunsten Styrke og Sundhed, om end ikke endnu Klarhed,
Lethed og Frihed. Medens den hollandske Malerkunst i
det Hele kun naaer til at fremstille det underordnede
Velværes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
