Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - H. C. Andersen (1805–1875)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
H. G. Andersen
129’
alfeagtige Guddomme som Ole Lukøje eller Nissen,
og den nordiske Dryade, Hyldemor. Man føler ret
her Andersens Styrke, naar man sammenligner den med
de andre Digteres Vanmagt i denne Retning. Hvilke
blege Skabninger er ikke Heibergs Po-mona, Astræa
eller Fata Morgana! Andersen giver selv Skyggen et
Legeme. Hvad siger Skyggen? Hvad siger den til sin
Herre? «Jeg har fra Barnsben traadt i Deres Fodspor.»
Det er sandt. «Vi er jo voksede op fra Barndommen
sammen.» Det er det ikke mindre. Og da den gaar efter
sit Besøg: «Farvel, her er mit Kort, jeg bor paa
Solsiden og er altid hjemme i Regnvejr*). Andersen
kender Skyggens Længsler, dens Vaner og dens Vellyst:
«Jeg løb om i Maaneskinnet paa Gaden, jeg gjorde mig
lang op ad Muren, det kildrer saa dejlig i Ryggen.»
Dette Æventyr om Skyggen, det er en lille Verden for
sig. Jeg betænker mig ikke paa at kalde det et af
de sandeste Mesterværker i vor hele Literatur. Det
er alle Skyggers, alle Andenhaandsmenneskers,
alle uoprindelige, eftergjorte Aanders Drapa, alle
deres, som tror, at de ved den blotte Løsrivelse fra
deres Original naaer Personlighed, Selvstændighed
og sand Menneskelighed. Det er ogsaa ét af de faa,
hvor Digteren - tiltrods for sin bløde Tro paa Godhed
allevegne - har vovet at lade den grimme Sandhed træde
frem i hele dens Nøgenhed. Skyggen beslutter, for
at befri sig for alle Opdagelser angaaende Fortiden
at tage Livet af Mennesket: «Stakkels Skygge (o:
Mennesket), sagde Prinsessen, han er meget ulykkelig;
det er en sand Velgerning at fri ham fra den Smule
Liv, han har, og naar jeg rigtig tænker over det, saa
tror jeg det nødvendigt, at man gør det af med ham i
al Stilhed.» «Det er rigtignok haardt,» sagde Skyggen,
«for det var en tro Tjener!» og saa gav den ligesom et
Suk. «De er en ædel Karakter!* sagde Kongedatteren. -
Dette Æventyr er endelig et af dem, hvor man lettest
kan iagttage Overgangen fra det Naturlige til det
Overnaturlige: Skyggen rækker og strækker sig «for
at komme-til Kræfter* saalænge, indtil det falder
ganske naturligt, at den tilsidst river sig løs.
*) Her som overalt har Digteren sin trofaste
Forbundsfælle i Sproget, i Ordspillene, der
kommer dansende under hans Pen, saasnart han
sætter den til Papiret. Se f. Eks. hvorledes
Ordspillene vrimler i Den gamle Gadelygte eller
Snemanden. Se, hvorledes lian benytter Dyrenes
Lyd, f. Eks. «Kvak!» sagde den lille Skruptudse
og det var, som naar vi Mennesker siger «Ak!»
i
G. Brandes: Samlede Skrifter. II.
9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
