Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Fr. Paludan-Müller (1809–1876)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fr. Paludan-Muller
153
en naturlig Evne besidder kun en vis begrænset
Spændkraft, kan kun udfolde sig til, hvad den
oprindelig er anlagt mod, og formaar ikke at følge
Tankens eller Følelsens Flugt, hvis denne ved et
pludseligt Omslag tager et Sving, der er den poetiske
Evne fremmed. Selv om Menneskets Vilje kunde gøre det
fra Usling til Helt, kunde den ikke gøre Digteren
fra Lystspil- til Tragedie-Digter. Derfor kan en
indre Bevægelse undertiden bringe den poetiske
Aare til pludseligt at standse. Saaledes synes det
f. Eks. at være Tilfældet med Hostrup. Men hvor
Fantasien som hos Paludan-Muller har Uforfærdethed
nok til at følge med selv ad en høj og smal Bane,
der vil man ogsaa kunne se Banen antydet fra første
Færd. Hos en Digter af denne Art er Fantasien derfor
heller ikke blot ledsagende, det er den selv, der
ikke lader Poeten have Ro, den selv, der er første
Bevæger. Denne Fantasiens Magt er forstaaelig, ogsaa
for den, som ikke er Digter, naar han betænker,
hvorledes Fantasien overhovedet sætter Aands-livet
i Gang, hvorledes blandt Sjælens Evner især den er
Spidsborgerlighedens Fjende og Besejrer.
Muligheden ja Nødvendigheden af en Enhed trods al
Forskel er saaledes sikret.
Det digteriske Fremskridt kan nu ske paa en dobbelt
Maade, enten mere ligefrem derved, at den tidligere
og mere ufuldkomne Frembringelse ligesom indoptages i
den senere og modne, eller ogsaa gennem Yderligheder,
der atter udjævnes. I første Tilfælde bør ikke søges
efter det for Modsætninger Fælles, ikke ledes efter
Lighed mellem de kun tilsyneladende forskellige,
da er ligefrem ikke det Fælles, men det Højeste det
sande Udtryk for, hvad der er denne særegne Genius’s
Særpræg. Saaledes er Danserinden optaget i Adam
Homo. Men paa den anden Side danner det hele Indbegreb
af Paludan-Mullers Digtninge ikke nogen saadan sluttet
organisk Vækst, at et enkelt af dem kan betragtes som
den modne Frugt af den samlede Livsfylde, ligeoverfor
hvilken alt Tidligere blot blev Forberedelse, alt
Senere Gentagelse eller Fejltagelse.
Den almindelige Stemning er tilbøjelig til at betegne
Adam Homo som Paludan-Mullers Hovedværk; det er det
Værk, efter hvilket han almindeligt nævnes; det er
det i Omfang største, det mest hjemlige og mest yndede
af alle hans Arbejder. Men dog tager man fejl,, hvis
man tror, at alle de Retninger, ad hvilke hans Geni
har brudt sig Vej, i dette Værk har deres fælles Midt-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
