Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
278 Søren
Kierkegaard
gad slet ikke. Dette sløve Velbefindende slog
over i Fortvivlelse, han var nær ved at forgaa af
Kedsomhed, men følte sig dog tillige, fordi han,
som kedede sig selv, morede alle Andre. Talte han
i denne Tilstand med Nogen, optraadte han i dybt
Inkognito, var fuld af Lystighed og Vittighed,
satiriserede over Alle og Alt, endog det, han
selv respekterte: «Vittigheds-djævelen» løb af med
ham. (E. P. L 123.) Henad Aften drejede Stemningens
Fløj sig med et Knæk, som Vejrhanen drejer sig, naar
Vinden springer om, og henad Aften var han en Gud,
der om Morgenen havde været et Sandskorn. Han følte
sig da, som ret nervøse unge Piger ved Aftentid gør,
saa fuld af Kraft, som kunde han bestige Montblanc;
han besteg imidlertid ikke Montblanc, han gik hen at
høre Don. Juan paa det kongelige Teater og svælgede
nu i den Nydelse, at fornemme alle de Kræfter, der
gærede dybt under Tungsindets Isskorpe i hans Sjæl,
alle de bundne elementære Magter i hans Natur, tumle
sig løsladte i Musik.
Man tænke sig nu denne Tilstand af æstetisk Bedøvelse
stadig gennemkrydset og gennemlynet af de religiøse
Barndomsindtryk, der lærer ham, at den Tilstand, hvori
han lever, er Synd, den Synd ikke dybt og inderligt
at ville; man tænke sig Faderens Formaninger stige
op med tunge Trin ad Trapperne til det Drømmepalads,
han bebor, og banke paa Døren som Kommandantens Statue
banker! Saa angrer han, saa synker han sammen for
at rejse sig ved Beslutningens Kraft, saa vælger
han ud af Fortvivlelsen sig selv, sit Kald og da
allerførst sin ham af Faderen foreskrevne Opgave. Saa
meget han end vaander sig derunder, beslutter han, da
Faderen er død, efter dennes Ønske at tage teologisk
Eksamen. Han og Faderen havde i dennes sidste Leveaar
ofte været uenige, eftersom Tiden gik og Søren ikke
blev Kandidat. Den Gamle synes endog i et vist Tidsrum
at have villet fremskynde Sønnens Eksamensstudier
ved at nægte ham Understøttelse, indtil der især ved
Broderen Peters Iver bragtes en Forsoning tilveje,
der iøvrigt efter Udtalelser af en Samtidig skal
have kostet Faderen nogle tusinde Daler. Nu, da
denne ikke mere var i Live, var hans Ønske blevet
helligt for Sønnen; med den Afdøde kunde han ikke
mere disputere. Med sin Opdragelse tager han ikke
Eksamenslæsning simpelt som en Pligt, men saakaldt
religiøst: det er Gud særligt magt-paaliggende at
han bliver teologisk Kandidat. Det hedder i Dag-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
