Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard
293
Oprevet, som han var, af indre Kampe, udholdt han kun
kort Situationen. Han rejste kort efter Bruddet til
Berlin. Vei skriver han derfra, at han i fjorten Dage
paa alle Maader udæskede Kjøbenhavn, mens Ingen vovede
at sige ham et Ord. Han havde mere træffende kunnet
sige, at han kun i fjorten Dage udholdt Pinen. En
Drift til Selvbesmykkelse overvandt han overhovedet
aldrig helt.
Ligemeget: hans Vilkaar var tungt og hans Lidelse
stor. Var han skyldig? Sin Lykke havde han jo saa
gerne villet dele med hende; sin Ulykke mente han
ikke at kunne delagtiggøre hende i. De forstod ikke
hinanden.
Lad os Efterlevende, der er blevne saa grundigt
indviede i denne rent private Begivenhed, vogte os for
at se ringe eller smaaligt paa denne Sag! Lad os se
den efter dens Betydning! Denne unge Pige, det er mere
end Kierkegaards Forlovede; ser man rigtigt paa hende,
vil man se, at hun er hans Samtid i Danmark. Han
nærmede sig den fra først af i den bedste Mening,
han underholdt og fængslede den i højeste Grad, og
den nød hans Vid, men den forstod ikke hans Lidelse og
hans Tungsind. Han gik da for at tjene den ud paa at
misforstaas, paa at gælde for noget Ringere end han
var, og han blev mis-forstaaet af den som af hende -
ikke helt med Urette; thi han talte ikke med den rette
Brudgoms Stemme og havde ikke hans Myndighed. Efter
at have været den Beundrede af Slægten som af hende,
forsøgte han saa at blive Sjælesørgeren for Slægten
som for hende - men den religiøse Modtagelighed
fattedes, Slægten forstod kun daarligt, hvor han
vilde hen, og de skiltes uden Forsoning. Hun giftede
sig kort Tid efter med en Anden, og Slægten glemte
hurtigt ham over ringere Aander.
Men hvor dybt bevæget Kierkegaards Liv nu var, derom
foreligger det kraftigste Vidnesbyrd i den nu følgende
kæmpestærke Frembringen. Thi der er selvfølgelig
ingen Følelse, ingen Lidenskab og ingen Lidelse i den,
som ikke har levet i Forfatterens Hjerte. Floden kan
aldrig stige højere end dens Kilde laa. Og hvorledes
maa ikke den have været ladet med Følelser og Tanker,
som i faa Aar kunde give en saadan Rigdom deraf et
saa veltalende Udtryk. Ja han har endog følt mere og
d}^bere end den almindelige Læser aner. Thi det døde
Papir er intet villigt Talerør; det forstærker ikke
Lyden, det svækker den. For at Noget paa Papiret skal
gøre Indtryk af et Suk, maa det i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
