Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Holger Drachmann (f. 1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Holger Drachmann
85
Fortæller overskuer sit Livs hele Sammenhæng fra hint
Øjeblik af og til nu, da han fortæller derom, har
havt Tid nok til at gruble over hine Begivenheder,
som han meddeler os; det er kun naturligt, at han
stadigt sammenligner den Maade, hvorpaa han dengang
opfattede det Skete, med sit nærværende Syn derpaa.
Det er da virkelig Skade, at Drachmann, da han skrev
denne sin eneste større Jeg-Fortælling, var for ung
og for umoden til at kunne drage Fordel af en Form,
der laa saa godt for ham. Han formaaede slet ikke
at give Heltens Umodenhed den nødvendige Baggrund
af Fortællerens Modenhed, og saaledes fattes da
den Gnmdmodsætning, den Fordobling, der i udmærkede
Selvskildringer af Drenge- og Ynglingeaarene udgør
Hovedtiltrækningen. (Man tænke f. Eks. paa David
Copperfleld). Det er saa meget større Skade som
Drachmanns senere udførlige Fortællinger Tannhåuser og
Vandenes Datter, i hvilke han opgav Jeg-Romanens Form
uden at kunne magte den saglige, som han tilstræbte,
kom til at lide under Digterens utøjlede Hang til
Selvfremstilling og til Indskyden af personlig Lyrik
og personlige Overvejelser. I Tannhåuser er det især
Lyriken, der gør sig gældende paa Karakteristikens
Bekostning, saa Fortællingen er kommen til at ligne
en gammeldags Operatekst, hvor Personerne som Regel
synger og Arier eller Kupletter kun er løseligt
forbundne ved Prosa-Recitativer. I Vandenes Datter er
det især Overvejelserne, den allerede ældre, i mange
St}rkker erfarne Digters Betragtninger, der bryder
forstyrrende ind i Fortællingens Gang. Hvem føler
f. Eks. ikke, at det drager Tanken altfor stærkt
bort fra det Fortalte til Fortælleren, naar der i
hin Historie fra Tredive-aarskrigens Tid indføres
Betragtninger som disse: «Naar man hører til dem
blandt Mændene, der ikke eftertragte Kvinderne, men
hvis dunkle Attraa hidkalder dem som Blomstens Duft
den honningsøgende Bi, saa opnaar man hurtigere end
de egenlige Forførere at kende det hele Køn gennem
de enkelte. Man bruger ikke Overskuddet af sine Evner
til at vinde dem; man glider, de opfanger En i Armene
o. s. v., o. s. v.» flere Sider igennem. Hvem føler
ikke hvor lidt paa sin Plads i en Roman af denne Art
et Udraab er som dette: «Vogt Jer, I Mænd, for den,
der har kendt Eders Kvinder nøje!». I en Jeg-Roman
som En Over-komplet havde Stedet været til Sligt,
fordi Ingen der forveksler Fortælleren med Digterens
private Person.
Nu virker hin Bog blot ved Brudstykker som
f. Eks. den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
