Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
242 Henrik
Ibsen
Hans mørke Synsmaade gør ham for det Første stridbar,
idet den, naar han retter sit Blik mod Samtiden,
udbreder lutter Usselhed og Brøde for hans Øje,
viser ham Spliden mellem det, som bør være, og det,
som er. Dernæst gør den ham bitter; thi den er Aarsag
til, at naar han retter sit Blik mod Idealet, ser han
med det Samme dets Undergang som nødvendig, al højere
Leven og Stræben som frugtesløs, Splid mellem det,
som bør være, og det, som kan opnaas. Der er i disse
Værker et revolutionært Element. Men hvorfor lader
de Omvæltningsforsøgene mislykkes? Et Svar er det:
fordi Samfundet er sunket altfor dybt til at lade sig
løfte; et andet er det: fordi Sandhedens Helt selv er
stedt i Uret og Brøde; et tredie: fordi det Skønnes
og Sandes Bestemmelse kun er den, at lyse et Øjeblik
som Meteorer, der slukkes, saasnart de berører Jorden;
et fjerde er det: fordi der i Henrik Ibsens Digteraand
er et særeget Hang, der tvinger ham til at skildre
Livet netop paa den Maade. Til allersidst gives der
intet andet Svar, end at han fremstiller Livet som det
fremstiller sig for ham, end at der rimeligvis maa
være Noget inderst inde i hans Natur, der nøder ham
til at fremstille og udmale sig Livet som en mægtig,
men fortvivlet Kamp opad mod det Gode, Noget i hans
Øje, der tvinger ham til at se Sort, noget Krigerisk,
Oprørsk, Voldsomt og Tungsindigt dybt i hans Væsen,
der afspejler sig i hans Værker og gør selve hans
Kærlighed til Lyset mørk.
Man kan gøre en Prøve paa, om det forholder sig
saaledes. Vil man erfare en Hemmelighed, iagttager
man jo den Paagældende i et ubevogtet Øjeblik,
naar han ubevidst lægger sit Indre for Dagen. Den
Fangne vækker man op af Søvne til Forhør; han røber
sig lettest, idet han vaagner. Saaledes ogsaa
den digteriske Individualitet: den griber, idet
den vaagner, uvilkaarligt efter et Æmne, en Form,
en Personlighed, hvorigennem den kan udtale sig og
komme til Orde. Ibsens første poetiske Forsøg, som han
udførte endnu medens han som voksen Discipel, tilbage
i Studierne, men fremmelig i Udvikling, drøvtyggede
sin Sallust paa Skolebænken, er et Drama, hvori han
ligesom Schiller i Røverne har givet al den Lidenskab
Luft, der kan koge i et ungt og uprøvet Hjerte, som
har Tyveaarsalderens Harme og Erotik, Fortvivlelse og
ærgerrige Selvfølelse til Indhold. Hvem tror man vel
er Helten i dette barnagtige og umodne Produkt? Ingen
anden end hint det romerske. Samfunds enfant perdu,
hvis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
