Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
322 Henrik
Ibsen
er den, hvem den anden skal træffe. Saa kommer Niels
Stens-søn til. Ogsaa han skal paa Østraat træffe en
Fremmed, der ikke yderligere er bleven betegnet for
ham, men til hvem han har Papirer og Brevskaber at
overbringe. Ved Svig opnaar Niels Lykke at faa disse
til Olaf Skaktavl bestemte Papirer udleverede, og han
trænger derved ind i Hemmeligheder, hvis Besiddelse
gør ham de Andre overlegen; dobbelt overlegen bliver
han, da Fru Inger ufrivilligt kommer til at røbe ham
sit Livs afgørende Løndom.
Senere, da Mørket begynder at spredes, da Niels Lykke
ikke blot véd, at Niels Stenssøn er Sten Stures og
Fru Ingers Søn, men har meddelt den unge Mand, der
ikke kender nogen af sine Forældre, hvis Barn han er,
og da Handlingen altsaa synes at kunne naa sin Udgang
uden andre Forviklinger end dem, der udspringer af
Situationen i Forening med Personernes Karakter,
fortættes Mørket paany, idet Niels Stenssøns Tunge er
bunden ved et Tavshedsløfte, Niels Lykke har aflokket
ham, saa at Sønnen ikke meddeler Moderen, hvem han
er, og hun, som - noget usandsynligt - aldrig har
set sit eget Yndlingsbarn, men holder Sønnen for at
være dennes Medbejler til Tronen, lader ham myrde af
ærgerrig Moderkærlighed.
For yderligere at forøge Spændingen har Ibsen endelig
allerede her anvendt et Middel, han senere hyppigt
er vendt tilbage til, skønt det kunstnerisk neppe er
forsvarligt, ogsaa allerede er fordømt af Aristoteles
i hans Poetik, nemlig det at holde ikke blot de
Handlende, men selve Tilskuerne saa længe som muligt i
Uvidenhed om de virkelige Forhold, der udgør Stykkets
Forhistorie. Ekspositionen, som. iøvrigt er ypperlig,
oplyser derfor ikke i mindste Maade Tilskuerne om,
hvad det er for en Hemmelighed, der lægger Baand paa
Fru Ingers patriotiske Handlekraft. Det erfares først
sent, vel sent.
Trods disse Besynderligheder og Mangler og trods en
altfor ordrig og bred Dialog er der stor Kraft og
tragisk Højhed i dette Drama. De simpleste Optrin er
de skønneste. Niels Stens-søns unge Skikkelse, der saa
humoristisk dumper ned i Stykkets Handling og som er
friskere end den Oehlenschlågerske Parallelfigur,
Oluf i Dronning Margarethe, bringer et Pust af
sorgløs Ungdom med sig, og de erotiske Scener mellem
Eline og Niels Lykke er uforglemmelige ved den unge
Adelsfrøkens skønne og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
