Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Svenske Personligheder - Sonja Kovalevsky (1851–1892)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sonja Kovalevsky
685
han efter Aftale med hendes Forældre har begyndt
at give hende regelbunden Undervisning, lader
hun, der som alle Smaapiger har Hovedet fuldt af
erotisk-romantiske Historier, ham en Dag til hans
Ærgrelse forstaa, at efter hendes Opfattelse er den
Interesse, der knytter ham til hende, af den ømmeste
Art.
Den Uvilje, som denne uskyldige Tøse-Misforstaaelse
fremkalder hos ham, og den Skam, der som Følge
deraf griber hende, hidfører en Misstemning;
men da denne atter er udslettet og da det synes
som vilde nu et hjerteligt Venskab fra begge Sider
træde i den barnagtige Forelskelses og den værdige
Lærerholdnings Sted, viser det sig, at der kun behøves
en kort Adskillelse til at forandre Forholdet. Da
Vasiltsef ser Vera igen, er Barnet forvandlet til
en ung Jomfru, og en foraarsagtig Erotik griber med
pludselig Magt dem begge. Med de friskeste Farver er
denne allerførste og dog for begge afgørende gensidige
Tilnærmelse malet.
Den fremskyndes ved Veras ømme Bekymring for
Vasiltsef. Thi da han under Forhandlingerne om
Livegenskabets Afløsning har staaet Egnens Bønder,
der føres bag Lyset af deres forrige Herrer, bi med
lovkyndige Raad, desuden selv har afstaaet sine Bønder
sin Jord for intet, er han paa alle Herregaarde lagt
for Had som Folkeforfører og Regeringsfjende. Desuden
er, hvad det elskende Par ikke véd, Vasiltsef allerede
angivet i Petersborg for Forsøg paa at hidse Bønderne
til Revolution, og i Petersborg tror man naturligvis
alt Ondt om den paa højere Steder ilde anskrevne
Liberale.
Samme Nat som Vasiltsef og Vera for første
og sidste Gang mødes som Elskende, holder
Gendarmernes Trespand for hans Dør og bortfører
ham til Sibiriens Grænse. Det sidse Møde mellem
Vera og ham under Gendarmernes Øjne og Vognens
Bortkørsel om Foraarsmorgenen er skildrede sikkert,
virkningsfuldt. Situationen griber ved sin egen
Forfærdelse uden nogen Følsomhed i Fortællemaaden.
Saa følger for Vera den Ensomhedens og Savnets og
den uudholdelige Længsels Tid, under hvilken hun
krampagtigt fastholder Haabet om et Gensyn. Hendes
Tanke er den: «At lide saaledes er i Længden
umuligt. Der maa komme en Ende derpaa. » Men der
kommer ikke nogen Ende paa det.
Da faar hun en Dag, ad en Omvej, gennem en Købmand,
nogle Linier fra ham, korte og forbeholdne, beregnede
paa at ses af fremmede Øjne - men hun lever op derved;
hun har en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
