Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XIV. Arnim og Brentano
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Arnim og Brentano’
413
Den revolutionære Lidenskabelighed slog hos Brentano
endnu mere afgjort end hos Friedrich Schlegel om
og blev til Afkald paa Fornuften. Omvendelsen havde
desuden hos ham som hos Werner Præget af taaredrivende
Syndsbevidsthed. Han fortæller i sit Lebens-Umriss der
Anna Catharina Emmerich uden nogen-steds endog blot
at tænke paa en fysiologisk Forklaring, at hendes
Længsel efter den hellige Nadver var uimodstaaelig,
saa hun ofte om Natten følte sig draget til den,
forlod sin Celle og om Morgenen blev fundet knælende
med udbredte Arme udenfor den lukkede Kirkedør;
det faldt ham aldrig ind, at hendes Tilstand kunde
være sygelig, end ikke da hun, som han selv meddeler,
fortalte alle Omstændighederne ved sine Saarmærkers
Frembrud saaledes som var det altsammen hændt en
anden Klosterdame, der boede ikke langt borte.
Han har alligevel i det midterste Tidsrum af sit
literære Liv forfattet nogle Prosa-Arbejder, som har
lidt mere end literatur-
historisk Interesse. Saaledes f. Eks. /Eventvret
GockeL Hinkel und
u i
Gackeleia, hvilket han først nedskrev i fast,
kortfattet Form, men i sine sidste Leveaar udblødte
med Vievand og udvidede stærkt. Æventyret giver en
Forestilling om den uudtømmelige Fylde af muntre og
barokke Indfald, som maa have givet hans mundtlige
Underholdning dens store Tiltrækningskraft. Brentano
aabenbarer sig her som sand Virtuos i en med Ord
og Begreber legende Prosastil, der vel bringer det
indbyrdes Fjerneste i Forbindelse, men med forbavsende
Behændighed altid bliver i Billedet og fastholder
Idéforbindelsernes Traad. Hvad der ligger til Grund er
ofte kun et løst Indfald, en tilfældig Mindelse (som
hint i Brentanos Barndom henkastede Ord af Goethes
Moder: «Dette er ingen Dukke, kun en smuk KunstfigurO,
men det flygtige Motiv er med en Kontrapunktists
urokkelige kunstneriske Strenghed gennemført,
varieret og beriget hele Stoffet igennem. Som Prøve
paa hans Fremgangsmaade læse man følgende Afsnit af
dette Hønse-Æventyr, i hvilket alle Forestillinger og
alle Ord Hundreder af Sider igennem har undergaaet en
Omdannelse, der har tilpasset dem til Hønseverdenen:
«Franskmændene havde medtaget Slottet saa slemt, at de
efterlod det i en ret afskyelig Tilstand. Deres Konge
Hanri havde sagt, at enhver Franskmand om Søndagen
skulde have en Høne i sin Gryde, og at naar der ikke
var nogen, skulde han stikke en Hanefa’er i Gryden
og koge sig en Suppe. Det holdt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
