Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - VI. Landliv og Skildringer fra Landet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Landliv og Skildringer fra Landet
315
VI
Man forstaar ikke Wordsworth’s digteriske Styrke
og Begrænsning tilbunds uden et Blik paa hans
Levned. Man forefinder da et særligt idyllisk
og beskyttet Liv. Han fødtes i den velhavende
Middelstand (Faderen var Sagfører), studerede i
Cam-bridge, rejste, kom tilbage og arvede allerede
i 1795 fra en Beundrer af hans Genius 900 Pund,
der tilligemed hans Del af den Summa 8500 Pund,
hvilken en engelsk Lord udbetalte Familien som
en Gæld, han var den afdøde Fader skyldig, satte
Digteren i Stand til at leve uden at vælge noget
Fag. I 1803 blev han gift, i 1813 bosatte han sig i
Rydal Mount ved «Søerne*. Han havde en Sinecura som
Stamp-Distributor med 500 Pund "aarlig fra 1813-1842,
da han opgav den til Fordel for en af sine Sønner. I
1843 fulgte han Southey som poet-laureate (Hofdigter),
og nød som saadan en Regeringspension af 300 Pund
aarlig til sin Død. Den indtraf først i 1850, da han
netop havde fyldt sit 80de Aar. Sikret fra alle Sider
mod Livets ydre Omskiftelser betragtede han dem med
et protestantisk-filosofisk Blik.
Et Levned som dette var ikke skikket til at opflamme
Lidenskaben; den findes ikke heller hverken i hans
Liv eller i hans Poesi. I andre fremragende Digteres
Levned plejer der at forekomme en eller anden tungt
vejende Omstændighed, et eller flere Vendepunkter,
en eller anden angivelig Kilde til Sørgmodighed
eller til Karakterstyrke eller til Frugtbarhed; hos
Wordsworth findes Intet af den Art. Ingen medfødt
Ulykke lammede ham, intet Angreb paa Liv og Død
æggede ham og gav hans Aand dens Indsegl. Visselig
blev han haanet og spottet af Kritiken, og det
lang Tid nok: fra 1800-1820 var hans Poesi traadt
under Fødder, fra 1820-30 kæmpende og efter 1830
almindelig anerkendt. Men Modstanden var ikke dum
og hidsig nok, Kampen ikke hed nok, Sejren ikke
glimrende nok til at give hans Levned Farve og Glans,
eller til at gøre det til et Stof for Sange. Hans
inderste personlige Liv var da aldrig saa stærkt og
samlet, at det kunde opsuge hans Poesi eller give den
Æmner. Det ledede ham omvendt til at se udad. Kampene
udenlands, Naturomgivelserne og den lille uanselige
Menneskeverden, i hvilken han levede, fyldte og betog
hans Sind. Han var ikke som Byron for optaget af sit
Eget til at have Sindsro tilovers til at dvæle ved
det Smaa
G. Brandes: Samlede Skrifter. V.
21
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
