Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XX. Byron. Den revolutionære Aand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
542 Naturalismen i
England
Idet Byron nu altsaa med fuld Troskyldighed gaar ind
paa Overleveringen og foreløbigt krumbøjer sin Fornuft
under dens Aag, ser vi i hans Digt den menneskelige
Fornuft vride sig under dette Aag, rejse sig imod
det, martres af Braadden og stampe mod Braadden. Og
hvad der gør dette Skuespil end mere tiltrækkende er,
at hin menneskelige Fornuft er ung og nyfødt. Paa den
sande Digter virker Solens Opgang saa stærkt, som saa
han den gaa op paa Skabelsens første Dag; hos Byron
havde alle Tvivl og Spørgsmaal en saadan Friskhed,
at de kunde lægges den første Spørger og Tvivler i
Munden. Til at forme disse Tvivl-smaal og Klager
udfordredes der intet Ringere end den hele lange
Række af menneskelige Slægtled, der havde sukket og
vaandet sig under Livets Grusomhed og nedarvede Sagns
Fornuftstridighed. Men idet Aartusinders ophobede
Vaande, den stedse forøgede Kval ved at føle den frie
Menneskefornuft sammenskruet paa Troens Pinebænk,
her er lagt den første Oprører i Munden, udtales Alt
af ham saa oprindeligt og simpelt som var Millioners
Tankearbejde allerede udført af den første tænkende
Hjerne. Denne mægtige Modsigelse er den første,
som griber i Digtet.
Den Del af Dramaet, i hvilken dels alle de
indre Uoverensstemmelser i den jødisk-kristelige
Overlevering, dels dennes Uoverensstemmelse med
Fornuften blottes, det skjult-angribende Parti deri
er vel for os nutildags af temmelig ringe Interesse;
Menneskeheden har gjort saa mange Skridt frem
siden 1821, at al den Spidsfindighed, der anvendes
paa kritisk at kløve første Mosebogs Teologi, for
os omtrent tager sig ud som Fejde mod Troen paa
Varulve. Men i Virkeligheden er disse Angreb jo kun
tilsyneladende at tage bogstaveligt, Byron vilde
selvfølgeligt ikke skrive gudsbespotteligt, ikke
haane et Væsen, han selv betragtede som det højeste,
altomfattende. Hvad Kain bekæmper er i Virkeligheden
kun den Tro, at Naturens Orden er af sædelig Natur,
at det Gode istedenfor at være et af Menneskelivets
Formaal skulde være Menneskelivets Forudsætning. Man
maa erindre, at det menneskelige Sprog er fuldt
af Ord, som Fortiden har dannet og som Eftertiden
er nødt til at bruge, da Sproget ikke har andre,
skønt vi fortolker dem om og om. Saadanne Ord er
f. Eks. Sjæl og Legeme, Evighed, Salighed, Paradiset,
den første Fristelse, den første Forbandelse o. s. v.,
og Byron har i sit
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
