Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - XXXII. Dramet: Vitet, Dumas, Vigny, Hugo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
308 Den romantiske Skole
i Frankrig
Da dette vældige Misfoster af en overspændt
Indbildningskraft i Aaret 1843 kom paa Scenen, gjorde
det Fiasko. Straks ved den første Opførelse begyndte
man midt i Stykket at pibe. En af Hugos Trofaste fløj
til ham og meddelte ham det Skete. Hugo, der var vant
til som Napoleon altid at kunne stole paa sin Garde,
svarte som sædvanlig: Skaf blot nogle unge Mænd! Det
siges, at Sendebudet modfaldent og med nedslagne Øjne
svarede: «Der gives ikke mere unge Mænd.» Den Slægt,
til hvilken Romantismen tretten Aar tidligere havde
appelleret, var ikke længere ung, og hvad værre var,
den var træt; mere end en af dens Digtere havde
trukket for store Veksler paa den.
En Reaktion var uundgaaelig, og den indfandt sig endnu
samme Aar. Den fik sin Digter og den fik sin Muse.
En ung, ubekendt, grundskikkelig Mand, ikke udrustet
med stærk Fantasi, men med Sjæleadel, Alvor, Finhed
og Smag, rejste fra den Provinsby, hvor han var bleven
opdragen, til Paris med et Haandskrift i Lommen. Hans
Navn var Francois Ponsard, Haandskriftets Navn var
Lucrece. Det var en Tragedie, hvis Æmne var taget
fra Oldtidens Historie; det var det gamle Sagn om
Lucretias Kj’skhed og Død. Stilen var ædru og streng;
den mindede om Racine’s. Man var træt af Romantikens
Sprog. Naar Hugo skrev .^Tonerne rislede fra Orgelet
som Vandet fra en Svamp* eller »Taffelets Dug
var den blege Kummers Liglagen > eller «Den gamle
Kvinde gik med bøjet og langsom Ryg», saa havde
mangen en stille Borgermand allerede længe rystet
paa sit Hoved. Men der var nu engang ingen jævnbyrdig
Medbejler paa Pladsen. Her indfandt sig tilsyneladende
en. Ved første Blik s}rntes hans Stykke en ligefrem
Fortsættelse af den gamle klassiske Tragedie, l sin
Hede agtede man ikke paa, hvor moderne dette antike
Stof var behandlet, hvor meget Ponsard havde lært
af Romantikerne, hvor stærkt hans Drama var i Gæld
til Hugo for sin varme Kolorit, og hvor svag den
Nyan-komnes Oprindelighed i Virkeligheden var.
Man saa kun, at dette Drama var sundt og simpelt. Man
saa, det var Lucretia, ikke Hugo’s rædselsfulde
Lucretia. dette Uhyre af Blodtørst og Sanselighed, men
Roms Lucretia, Kyskhedens Sindbilled, et andet Navn
for kvindelig Renhed. Hun var Ægteskabet, Familien,
Hjemmets Poesi, som Antony og hans Aandsbeslægtede
havde været Hittebarnsmoralen og Vildskaben. Alt, hvad
der i Frankrig var klassisk og katolsk, Alt, hvad der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
