Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Dyret i Mennesket (Paul Bourget, f. 1852, Maupassant, Tolstoj, Zola)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dyret i Mennesket
217
noget, der er blevet tilbage i os som slumrende
Levning fra Urtiden og som under visse Omstændigheder
til vor Rædsel kan vaagne. Zola’s Standpunkt er ikke
det moralske, men det naturhistoriske. Han fremstiller
Forholdet, som det stiller sig for ham, uden Anklage,
men med en storstilet Alvor.
I Grunden er det altid Menneskedyret, der har
sysselsat Zola. Visse yngre Skribenter som Bourget
og Rod interesserer sig kun for Menneskevæsenet i
dets sidste og højeste Udfoldelse under en forfinet
Civilisation: Zola griber altid tilbage til de
oprindelige Instinkter og Sansninger, af hvilke
Urmennesket bestaar. Man tænke eksempelvis paa hans
Skildring af Bondekærligheden til Jorden, til Ejendom,
til Vinding i La terre eller af Selvopholdelsesdriften
i dens naiveste Form i Le ventre de Paris.
Her har han grebet tilbage til et af de uhyggeligste,
oprindelige Hang: Tilintetgørelsesdriften, det
grusomme Instinkt, der fører til Ødelæggelse og Mord,
og har opfattet dette Hang i dets hemmelighedsfulde
Sammenhæng med den erotiske Drift.
Medens Tolstoj i sin Novelle hovedsageligt studerer
Køns-tilbøjeligheden i dens Overudvikling og viser,
hvorledes Mordgalskaben spirer ud af den, idet
Tilintetgørelsesdriften opstaar som et blot Udslag
af Skinsygen, fordyber Zola sig hovedsageligt i
Mord-Instinktet og skildrer en hel Række Mord og
Mordforsøg, men efterviser i anden Linje i dem alle
Sammenhængen med en lavstammet, men livskraftig
Erotik.
Vi ser den oprindelige Tilbøjelighed til Drab levende
hos alle de Mennesker, han fremfører. En Ægtemand,
som erfarer, at en gammel Vellystning har bemægtiget
sig hans Hustru, da hun var ung Pige, hævner sig efter
et Anfald af tilbageskuende Skins}rge ved et Mord
udført i en Jernbanevogn og tvinger sin Hustru til
at hjælpe sig ved Mordet. Bloddaaden hviler trykkende
over Ægtefællerne og skiller dem snart helt ad.
Den unge Kone tager en Elsker og fordrer at han skal
dræbe hendes Mand. Han samtykker bevidst, men i selve
det Øjeblik, da han oppebier Ægtemandens Komme for
at myrde ham, dræber han, ledet af en uimodstaaelig
Drift, imod sin Vilje sin Elskerinde.
Denne unge Mand, den ufrivillige Morder, er Bogens
Hovedperson. Zola har, som han udtrykkelig har udtalt,
i Modsætning til Russerne - Dostojevski, Tolstoj. -
villet vise, at det ikke er med Forsæt og klar
Bevidsthed, men af Drift at man
G. Brandes: Samlede Skrifter. VII.
15
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
