Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XIX. Shakespeare mister sin Søn. Spor af Sorg over dette Dødsfald i Kong Johan. Det gamle Skuespil af samme Navn. Flytningen af dets Tyngdepunkt. Fjernelse af Angreb paa det katolske Væsen. Bevarelse af det natonale Grundpræg. Patriotisk Stemning. Shakespeare er ubekendt med Modsætningen mellem Normanner og Angelsaksere og nævner ikke Magna Charta
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
169
Hver Gang Erkehertugen senere hen vil tale med og
hæver sin formanende eller raadende Stemme, slynger
Bastarden denne grove Spydighed ind.
Fra først af er han ungdommeligt overmodig, den ægte
middelalderlige Adelsmand, der foragter Borgerstanden
blot som saadan. Da Beboerne af Angers vægrer sig
ved at aabne deres befæstede Bys Porte saavel for
Kong Johan som for Kong Filip af Frankrig, der har
antaget sig Arthurs Sag, bliver Bastarden saa oprørt
over denne fredskærlige Forsigtighed, at han raader
Kongerne til nu i Forening at rette deres Vaaben imod
denne arme By og først naar Fæstningen er jævnet med
Jorden at genoptage deres indbyrdes Fejde. Men under
Handlingens Gang modnes han mere og mere, lægger
stedse større og værdifuldere Egenskaber for Dagen:
Menneskelighed, Retsind, og en Troskab mod Kongen,
der ikke udelukker ædelt Frisprog overfor ham.
Altid er hans Udtryksmaade fuld af Fantasi, endnu
fuldere deraf end Shakespeares andre mandlige
Personers her. Selv det mest abstrakte Begreb faar
Legem i hans Mund. Saaledes siger han (IIIi):
Den Skaldepande Tid, den Klokkestiller, den gamle
Klokker . ’. .
I det ældre Stykke er i hele Optrin udtværet hans
Udøvelse af det Hverv, der her gives ham, at besøge
Klostrene i England og ryste Abbedernes propfulde
Pengeposer. Shakespeare har fjernet disse Udslag af
en pavefjendsk Lidenskab, som han ikke delte. Til
Gengæld har han efterhaanden udrustet Bastarden med en
sand moralsk Overlegenhed. Han begynder med at være
blot den frejdige naturfriske Kraftkarl, der hugger
gennem Sam-fundsvedtægten, Talemaaderne og Skaberiet,
bevarer ogsaa indtil det sidste noget af den Uvilje
mod «Silkespringfyrene*, som senere hos Shakespeare
fremtræder saa storstilet hos Henrik Percy; men der
er virkelig Højhed i hans Væsen, naar han i Stykkets
Slutning til sin svage Farbroder retter denne mandige
Opfordring (Vi):
Lad Verden ikke se, at bange Frygt
og Mismod styrer Kongeøjets Blik.
Rør dig, som Tiden gør; vær Ild mod Ild;
tru den, som truer; mød med Herskerpanae
det vilde Bulder - og den ringe Mand,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
