Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Anden Del - XXVI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
530 William
Shakespeare
ver, der altfor let følger en første Tilskyndelse. Han
er inderst inde saa elskværdig, at han vækker
urokkelig Hengivenhed hos de bedste blandt sine
Omgivelser, og saaledes skabt til at byde og vant
til at herske, at han, da han i et Lune har frasagt
sig Magten, savner den hver Time. Et Minut i Stykkets
Begyndelse staar den gamle Mand rank. Saa begynder han
at bøjes. Og jo mere han svækkes, des mere læsses der
paa ham. Han er den Overbebyrdede, der segner. Han
vandrer afsted, famlende sig frem med sin tunge
Skæbne paa sin Ryg. Saa slukkes hans Aands Lys;
Vanviddet tager ham.
Og Shakespeare griber Vanviddet og sætter det
trestemmigt ud, fordeler det mellem Edgar, som er
gal af Forsigtighed, men taler den virkelige Galskabs
Sprog, Narren, som er gal af Profession og som skjuler
den sandeste Levevisdom under Vanviddets Former, og
Kongen der forvirres og smittes af Edgars vanvittige
Tale, Kongen som er gal af Elendighed og Kval.
At det har været Shakespeare alene om det Væsenlige,
den høje Patos og Grundstemningens dybe Alvor at
gøre, det viser sig som sagt i den Ligegyldighed,
hvormed han tager det gamle Stof op for at faa begyndt
og faa Skuespillet i Gang. De indledende Optrin i
Lear er selvfølgelig ganske fornuftstridige. Kun i
Æventyrlandet fordeler en Konge sit Riges Provinser
til sine Døtre efter den Regel, at den faar det
største Stykke, som forsikrer at elske ham mest; kun
overfor barnlige Tilhørere virker det overbevisende,
at den gamle Gloster paa Stedet tror de usandsynligste
Bagvaskelser om en Søn, hvis rene Karakter han
kender. Shakespeares Personlighed træder os ikke imøde
paa Steder som disse. Derimod vel i det Syn paa Livets
Gang og Art, som aabner sig for Lear, da han er bleven
sindssyg, og som bryder frem rundt om i Stykket. Og en
saadan Vælde er der i Shakespeares Aand nu, med saadan
uimodsigelig Styrke er alle Lidenskaber gengivne,
at Stykket trods dets fantastiske, uvirkelige Anlæg
virker som fuldstændig sandt:
Et Menneske kan se, hvorledes Verdens Gang er,
uden Øjne. Se med dine Øren! Se hvorledes den Dommer
derhenne hegler den enfoldige Tyv igennem. Hør nu, jeg
vil hviske dig noget: Byt Plads og - Hokus, Pokus! -
hvem er Tyveknægten? - Har du set en Bondes Hund gø
ad en Tigger?
Gloster Ja, Herre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
