Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XIII. Timon fra Athen. Menneskehadet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
112 William
Shakespeare
med sit mørke Syn paa sine Kaldsfæller blandt Digterne
(se ovenfor 8. Bind S. 76) - han nævner ingen af dem
i sit Testamente - lader Digteren i sit planlagte
Arbejde heftigt fordømme den Last, der staar i fuldest
Blomst hos ham selv. Derfor i Stykkets Slutning Timons
Udbrud om ham:
Skal du endelig staa som en Skurk i dit eget Værk? Vil
du da svinge Svøben mod dine egne Laster hos Andre?
Det er ejendommeligt for Timon som for Coriolanus,
at Stykkets Grundtanker og Digterens Grundstemning
kommer til Udbrud gennem de forskelligste Personers
Udtalelser. Intet Tema forekommer hyppigere her end
det om Falskhed i Optræden, Utaknemmelighed i Sind;
det var Grundtemaet i Shakespeares Sjæleliv da; derfor
varieres det her af Epikuræeren som af Cynikeren, før
Omslaget i Timons Skæbne som efter det, ja Fremmede og
Underordnede genkalder bestandig Tilskueren dette. Vi
saa, at selv den troløse Digter maatte tjene som
Talerør for Shakespeares Grundtanke. Maleren, der
er nøjagtigt lige saa stor en Skurk, maa det ikke
mindre. Han siger med vittig Ironi (Vi):
At love, det er netop Tidens Løsen; det aabner Øjnene
paa Forventningen; at holde, det er det dummeste,
man kan gøre. At lade Gerning følge paa Ordet, det
er aldeles af Mode undtagen hos Folk af den simple
og jævne Slags. At love er høvisk og viser god Tone;
at holde er en Slags sidste Vilje, et Testamente,
der vidner om stor Svagelighed i Forstanden hos den,
der gør det.
Har Noget været Shakespeare forhadt, saa fremfor Alt
det døde Formvæsen (ceremony\ der dækker over Tomhed
eller Svig. Derfor siger straks i Stykkets Begyndelse
(la) Timon til sine Gæster:
Ceremonier, mine Herrer, blev opfundne først kun for
at sætte Glans paa matte Gerninger, paa hult Velkommen
paa Godhed, der fortrydes, før den vises. Det sande
Venskab trænger ej dertil.
Saa modsat Timon Gynikeren Apemantus er i hele sit
Naturel, raa som Timon er fin, sneversindet som
Timon er overdaadig og aaben, lav som Timon er stor
- saa klinger dog straks i hans første Monolog (la)
Stykkets Grundtone igennem:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
