Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lord Beaconsfield - XIX. Toryfører
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
466 Lord
Beaconsfield
løse Udtryk, som disse Whigministre gav deres
Sympatier for den europæiske Liberalisme,
have noget Velgørende og Klædeligt. Intet kunde
sammenlignes med Lord Palmerston’s engelske Stolthed
og flotte Væsen, naar han som Udenrigsminister efter
Kos-sutfas glimrende Modtagelse i England med største
Htildsalighed modtog britiske Adresser, der takkede
ham for hans Velvilje mod den Forviste og samtidigt
kaldte Kejserne af Rusland og Østerrig «afskyelige
og modbydelige Mordere, skaanselsløse Voldsmænd cg
Tvangsherskere». Han erklærede sig for «højligt
smigret og yderst tilfreds* med disse Ytringer
og tog med Henblik paa de venskabeligt sindede
Magter Rusland og Østerrig kun det visselig ikke
vidt gaaende Forbehold «at man ikke maatte tillægge
ham Overensstemmelse med hvert enkelt af de brugte
Udtryk.»
Visselig tager Sligt sig elskværdigere, kækkere og
mere frisindet ud end Disraelis omtrent samtidige
Angivelse af Forbundet mellem det engelske Ministerium
og Fastlandets uengelske Jakobin-isme, der endog
tænkte paa at rydde «Italiens legitime Fyrster»
af Vejen. Men naar man ser hen til Resultaterne af
den højrøstede men mathjertede ministerielle Politik,
maa man i det mindste indrømme den fulde Berettigelse
af Disraelis Fejden mod de evige Indblandingsforsøg.
I 1848 havde den spanske Regering besvaret et
uforstandigt Formaningsbrev fra Lord Palmerston med at
udvise den engelske Gesandt fra Madrid og afbryde den
diplomatiske Forbindelse med England. I det følgende
Aar maatte det britiske Ministerium, der forgæves
havde sendt seks Tillidsmænd efter hinanden til La
Plata, finde sig i, at hin Stat, en oprørsk spansk
Koloni af aoden Rang, efterlignede Moderlandet og
gav den engelske Minister Løbepas. Indblandingen i
Kongeriget Begge Sicilierne’s Anliggender havde ingen
bedre Følger. De første Tegn lod sig allerede spore
paa den ringere Agtelse, til hvilken England som
Stormagt skulde synke ved sin svage Udenrigspolitik
under de næste tredive Aars næsten uafbrudte
Whigstyre. Ministrene var allerede i hine Dage
tvungne til at sige Oppositionen, at England ikke
maatte overvurdere sin Indflydelse. Disraeli lod
ikke denne Ytring uden Svar. Gennem Slutningen af en
Parlaments-tale, han dengang holdt, klinger allerede
som en Spaadom om den ganske forskellige Aand, hvori
han tænkte sig Landets Udenrigspolitik ledet:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
