Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
da er det for En, som stode de Talende ikke i
en oplyst Sal, men i Mørke, og som sloge blaa
Luer dem ud af Munden ved deres Ord. Det er
dybt eiendommeligt for Kierkegaard, at han med
saa overordentlige poetiske Gaver aldrig har
kunnet eller villet give et uskyldigt eller dog
skyldfrit Billede af det evigt Foraarsagtige i
menneskelig Elskov — hans Ægtepar har et
Stænk af Filisteri — men altid har maattet
slynge den jordiske Glæde tilbage i Fortvivlelsen.
Det er betegnende, at det ikke er lykkedes ham
at give andre Personligheder nogenlunde Synlighed
for Øiet end Fortvivlelsens Apostle. Det laa i,
at han trods sit Forsøg paa at indkile deu
sædelige Sfære mellem den æsthetiske og den
religiøse, i Virkeligheden kun troede paa to
Muligheder: Hedonisme eller Askese, Nydelsens eller
Forsagelsens Liv; begge Livsformer voxede for
hans Blik til en saadan Magt, at de trykkede den
mellemliggende naturlige og humane Væreform
ihjel. Derfra det Uhyggelige i hine Mesterværker.
Læser man »In vino veritas» kritisk, føler man
hvorledes Foredragets Totalstemning vexelvis er
Klosterlængslen efter Kvinden som det forbudne
Gode og — Munkehadet til Kvinden som det urene
Væsen, hvis Berøring fornedrer. Til disse to
Grundstemninger lade alle Udbrud sig føre tilbage,
maaskee alene med Undtagelse af «det unge
Menneskes» Tale, der er rent neutral og kjønsløs.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
