Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJØNGEHØVDINGEN.
277
»Den Ene er Abel,« svarede Ib, »den Anden kjender jeg ikke.«
»Her bringer jeg Dig en Mand,« udbrød Abels dybe Basstemme, endnu inden
han naaede dem, »som gik og forhørte sig efter Dig hos vore Folk, og som lod sig
forstaa med, at han havde et vigtigt Ærinde at besørge.«
Svend betragtede nogle Øjeblikke den Fremmede, han gjenkjendte ikke dette
blege, intetsigende Ansigt. Ib havde en bedre Hukommelse og udbrød, efter at have
kastet et Blik paa Manden:
»Det er jo den fromme Kapellan, som vi mødte til Vordingborg, den Dag vi
gik at skrifte for Præsten.«
»Ja, det er mig,« svarede Tange. »Jeg har søgt efter Eder den hele
Dag. og —«
»Det er godt,« sagde Svend, »ret nu skulle vi tales ved om eders Ærinde.«
Han vendte sig mod Abel og udbrød:
»Har I set noget til dem dernede?«
»Der ligger otte Mand paa Høfdingsgaard og støje som Besatte. Vi vare alt
komne ned i Byen, da vi hørte Dig tude i Hornet.«
»Om Naadigfruen saa behager,* vedblev Svend, henvendt til Fru Elsebeth,
»skal denne Mand føre Eder til Præsten i Sønder Mehrn, hvor I kunne tøve, til Sven-
skerne drage bort fra Høfdingsgaard. Jeg haaber ikke, det vil vare længe.«
Fru Elsebeth var villig hertil og førte sin Hest efter den allerede forudgangne
Abel med en særdeles høflig Hilsen mod Svend. Idet Karen fulgte sin Moder, rakte
hun ham Haanden og ledsagede denne Hilsen med et Smil og et dvælende Blik.
»Naa Præst!« udbrød Svend, da han og Ib vare bievne ene med Tange.
»Hvad Nyt kan I saa have at bringe mig? I maa fatte Eder kort, der er ikke længe
tilbage til Aften, og vi skulle endnu være færdige med et Stykke Arbejde forinden.«
»Det er just for samme Arbejdes Skyld, at jeg kommer. Kanske jeg kan
være Eder til nogen Nytte.«
»1!« udbrøde begge Gjøngerne forundrede.
»Hvorfor ikke? Jeg har i de sidste Dage haft Tilhold hos Ridefogden paa
Høfdingsgaard, hvor Svenskerne nu huserer. Jeg skal vise Eder en Løngang, hvorfra
I uformærket kunne komme op i Gaarden, og jeg skal levere dem Alle i eders Hænder,
Folkene og Kaptajnen, at I kan handle med dem, som I lyster.«
»Og alt dette vil I gjøre, en Gejstlig og Fredens Mand?«
»Det vil jeg,« svarede Tange bestemt.
»Ved I hvad, Kapellan; jeg tror Eder ikke.«
»Det kan være, men naar denne Aften er forbi, skal I faa bedre Grund til
at tro mig, end I har haft tilforn.«
»Hvad mener I dermed?«
»Ak, Gjøngehøvding! ulykkeligvis var det mig, der kom til at røbe Eder, den-
gang I drog bort med Skatten fra Vordingborg.«
»Ja, Folk sagde det rigtignok,« svarede Svend, »men jeg troede ikke, at 1
selv vilde vove at fortælle mig det.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
