Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Heiberg, Christen. — Hjalmar Heiberg. — Johan Fritzner Heiberg. — Jakob Munch Heiberg - Heiberg, Peter Andreas. — P. A. Heibergs Hustru, Fru Gyllembourg, s. d. — Johan Ludvig Heiberg. — Johanne Louise Heiberg, f. Pætges
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1876 og 77 studerede han med offentligt
Stipendium i Paris og Wien Anatomi, i hvilket Fag
han 1878 udnævntes til Professor i Kristiania.
Hans Afhandlinger af anatomisk og kirurgisk
Indhold findes i tyske og norske Tidsskrifter.
Heiberg, Peter Andreas, dansk Forfatter, f.
1758, d. 1841, studerede Filologi, opholdt sig
derpaa en Tid i Bergen hos sin norskfødte Faders
Slægtninger og blev efter sin Tilbagekomst til
Kjøbenhavn Translatør. Stærkt paavirket af de
frisindede Idéer, som paa den Tid var fremme i
Frankrige, optraadte han som Komedieforfatter
(„Mikkel og Malene“, „Heckingborn“, „De Bonner
og Vanner“ o. fl.) og Satiriker, idet han skaanselløst
angreb forældede literære og politiske Forhold.
Særlig skarp var han i det satiriske Skrift
„Rigsdalerseddelens Hendelser", hvor han under Fortællingens
Form fik Anledning til at uddele Sidehug til alt
muligt, som mishagede ham i det offentlige og
private Liv. Dette Skrift saavelsom hans politiske Viser
paadrog ham den ene Domfældelse og Pengebod
efter den anden, men gjorde ham overordentlig
populær og fik stor Indflydelse paa den offentlige
Mening. I sin „Sproggranskning“ (trykt i
Tidsskriftet „For Sandhed“, 1799) angreb han bl. a.
stærkt Generalprokurør Kristian Colbjørnsen; dette
paadrog ham en Proces, under hvilken der ogsaa
blev fremfort en Række strafbare Udtalelser af ham
i tidligere Skrifter. Resultatet blev, at han
Juleaften 1799 dømtes til Landsforvisning og i
Begyndelsen af næste Aar reiste til Paris. Under
sin Proces, som han selv førte, udgav han Akterne
under Titelen „Læsning for Publikum“. I Paris
blev han ansat i det franske Udenrigsministerium
under Talleyrand; han skrev der flere Brochurer,
fornemmelig af politisk Indhold; de behandlede
for en Del norske Forhold og blev mest trykte i Norge.
— Om P. A. Heibergs Hustru, Fru Gyllembourg,
s. d. — Hans Søn Johan Ludvig Heiberg,
f. 1791, d. 1860, var efter Faderens
Landsforvisning en Tid i Huset hos Rahbeck, kom derpaa efter
Moderens andet Giftermaal til hende og omgikkes
allerede i en ung Alder med Oehlenschläger, Weyse,
H. C. Ørsted og andre fremragende Mænd. Efter
1809 at være bleven Student beskjeftigede han sig
mest med Poesi og Æsthetik, men drev samtidig
ogsaa filologiske og naturvidenskabelige Studier.
1813 udgav han under Titelen „Marionettheater“
Skuespillet „Don Juan“ og det romantiske Drama
„Pottemager Walter“, som gjorde stor Lykke saavel
hos Publikum som hos Kritiken. 1815 skrev han
det nærmest mod Beundringen for Ingemanns
Romaner rettede polemiske Digt „Julespøg og
Nytaarsløier“, der indviklede ham i en Polemik
med Grundtvig, som tog Ingemanns Parti.
Heiberg besvarede Grundtvigs Imødegaaelse af hans
Digt med „Ny A-B-C-Bog i en Times
Undervisning, til Ære, Nytte og Fornøielse for den
unge Grundtvig, et pædagogisk Forsøg“. 1817
tog han den filosofiske Doktorgrad med en
Afhandling om Calderon, af hvis Digtning han viste
sig paavirket i det romantiske Drama „Dristig
vovet halv er vundet“. 1819 reiste han til Paris,
hvor han i tre Aar boede hos sin Fader og
studerede Naturvidenskaberne, Musiken og den sceniske
Kunst; fra dette Ophold skriver sig Dramaet „Nina“.
1822 blev han Lektor i dansk Sprog og Literatur
i Kiel, hvor han lærte at kjende den hegelske
Filosofi, men hvor han forresten ikke trivedes; for
nærmere at lære at kjende Hegels Lære reiste han til
Berlin og hørte ham selv, skrev derpaa i Hegels
Aand Afhandlingen „Om den menneskelige Frihed“
og begyndte kort efter at skrive sine Vaudeviller,
paa hvilke hans største Betydning som Digter
beror. 1825 opførtes “Kong Salomon og Jørgen
Hattemager“, som trods enkelte uvillige Ytringer
af Kritiken gjorde stormende Lykke. Heiberg vendte
fra nu af tilbage til Kjøbenhavn og skrev „Den 28de
Januar“, „Aprilsnarrene“, „Recensenten og Dyret“,
„Et Eventyr i Rosenborg Have“ og „De
Uadskillelige“, som samtlige modtoges med stort Bifald;
theoretisk forsvarede han Vaudevillens Berettigelse
i Afhandlingen „Om Vaudevillen som dramatisk
Digtart“. 1827 begyndte han at udgive Ugebladet
„Kjøbenhavns flyvende Post“, hvori han udfoldede
en særdeles betydningsfuld Virksomhed som
Kritiker; hans Recension af Oehlenschlägers
„Væringerne i Miklagard“ fremkaldte en Fortsættelse af
den gamle Feide mellem det oehlenschlägerske og
det baggesenske Parti, og Heiberg blev Gjenstand
for voldsomme Angreb fra Oehlenschlägers
Tilhængere. 1828 opførtes Skuespillet „Elverhøi“ og
1829 „Prinsesse Isabella“; s. A. blev Heiberg
Theaterdigter og Oversætter, og 1830 udnævntes
han’ til Docent i Logik, Æsthetik og dansk
Literatur ved den militære Høiskole. Han forsømte
imidlertid ikke sit Forfatterskab, men skrev Vaudevillerne
„Kjøge Huskors“ (1831), „De Danske i Paris“
(1833) og „Nei“ (1836) samt Eventyrkomedierne
„Alferne“ (1835), „Fata Morgana“ (1838) og
„Syvsoverdag“ (1840). 1841 udkom hans „Nye
Digte“, indeholdende Romancecyklen „De Nygifte“
og den satiriske Komedie „En Sjel efter Døden,“ [[** tegnrekkefølge sic **]] hans
bedste Verk. 1842—44 udgav han
„Intelligentsbladene“, hvori han ved sin Polemik vakte det yngre,
liberale Partis Uvillie. 1847 opførtes hans sidste
Arbeide for Scenen, Lystspillet „Valgerda.“ [[** tegnrekkefølge sic **]] Senere skrev
han kun enkelte mindre Digte og drev astronomiske
Studier, hvis Udbytte han nedlagde i Aarbogen
„Urania“ (1847—49). 1849—56 var han Direktør
for Kjøbenhavns kongelige Theater, i hvilken
Stilling han imidlertid kom i Strid saavel med flere
af Theatrets dygtigste Kunstnere som med
Publikum; senere var han til sin Død Theatercensor. —
Heibergs største Betydning ligger i den Reform,
han ved sine Vaudeviller bragte istand paa den
danske Scene. Som Æsthetiker var han klar og
skarp, men doktrinær, og har paa den ene Side
vistnok bidraget meget til at rense og udvikle
Publikums Smag, men maa paa den anden Side
ansees som Fader til den pedantisk-æsthetiserende
Retning, som siden hans Tid har spillet Mester
blandt det danske Publikum i den danske Literatur.
Hans Skrifter er udkomne i 22 Bd., 1861—62. —
Foregaaendes Hustru, Johanne Lovise
Heiberg, f. Pætges, f. 1812, en af Danmarks
ypperste Skuespillerinder, blev 8 Aar gammel Elev
ved det kgl. Theaiers Danseskole og optraadte
allerede som Barn saavel i Balletten som i det
reciterende Skuespil. 1828 gjorde hun stor Lykke i
Poul Møllers „Hans og Trine“ og kort efter som
Trine Rar i den med udtrykkeligt Hensyn til hende
skrevne Vaudeville af Heiberg «Aprilsnarrene“. I
de nærmest følgende Aar spillede hun flere Roller
i Heibergs Vaudeviller, Julie i „Romeo og Julie“
m. fl. og blev 1829 kongelig Skuespillerinde; 1831
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
