Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Inkvisition - In mente - In natura - Inn - Innocens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ib meste
Under den anden Generalinkvisitor, Diego Deza
(1499—1506), blev 1,664 brændte levende, 832
brandte in effigie og 52,456 straffede med kirkelig
Bod; under Dezas Efterfølger, Kardinal Franz
Ximenes de Cisneros (1507—17), brændtes 2,536
levende, 1,368 in effigie, og 47,263 blev tvungne
til at underkaste sig Bodsøvelser. Paa samme
blodige Maade rasede Inkvisitionen i det følgende
Aarh., navnlig under Filip den anden, og
bibeholdtes, skjønt den i det 18de Aarh. lidt efter lidt
tabte i Strenghet, og paa mange Maader
indskrænkedes i sin Myndighet,, lige til 1808, ba den
ophævedes af Josef Bonaparte. 1814—20 og
1825—34 blev den atter indført, men kunde ikke vinde
Fodfæste og ophævedes definitivt det sidstnævnte Aar.
Efter en Historikers Beregning (Llorente, „Historie
critique de l’inquisition de l’Espagne“) skal i
Spanien i Tidsrummet 1481—1808 som Kjættere
være brændt levende 31,912 Personer og in effigie
17,659. — I Portugal indførtes Inkvisitionen
1557; dens Hoveddomstol havde sit Sæde i
Lissabon, og Storinkvisitoren udnævntes af Kongen med
pavelig Stadfæstelse. Johan den fjerde berøvede
efter Portugals Befrielse fra det spanske
Herredømme 1640 Inkvisitionen dens Ret til at
inddrage de Dømtes Godser og sattes derfor efter sin
Død i Ban. Gjennem Portugiserne forplantedes
Inkvisitionen ogsaa til Indien med Sæde i Goa.
I det 18de Aarh. blev den paa mange Maader
indskrænket og ophævedes endelig af Kong Johan
den sjette. — I Italien indførtes Inkvisitionen
1235 og havde sit Hovedtribunal i Rom; ved Siden
af dette oprettedes af Paul den tredie det saakaldte
hellige Officium, som endnu bestaar. I Venedig
havde Magistraten stor Indflydelse paa
Kjætterdomstolene, og i Neapel fik disse paa Grund af
denne Stats Stridigheder med Paven aldrig fast
Fod. Paa Sicilien ophævedes Inkvisitionen 1782;
paa Sardinien ophævedes den ligeledes, men
fornyedes 1833 af Gregor den sextende og bestod til
1848. I Toskana krævede den Ofre under den
politiske Reaktion fra 1849 og lige til Toskanas
Indlemmelse i Kongeriget Italien 1859. — I
Nederlandene indførtes Inkvisitionen af Spanierne
og var en af de vigtigste Aarsager til
Frihedskrigen, efter hvilken den afskaffedes. — I Tyskland
var Konrad af Marburg, som 1233 blev
ihjelslaaet af det forbitrede Folk, den første Inkvisitor;
efter hans Død var Tyskland forskaanet for de
blodige Kjætterretter, indtil disse igjen indførtes
1367. Paverne og Keiserne bekræftede
Inkvisitionen og udvidede dens Myndighed; Innocens den
ottende bragte den i Anvendelse mod de
formentlige Hexe (se Hexeprocesser), og fra nu af blev
disse en væsentlig Gjenstand for Kjætterdommernes
Forfølgelser, indtil Inkvisitionens Magt blev brudt
ved Reformationen. — I Polen indførtes
Inkvisitionen 1327, men blev kun af kort Varighed; i
England og de skandinaviske Lande kom den aldrig
til Indførelse.
In mente, lat., i Minde, i Tankerne.
In natura, lat., i naturlig Tilstand; Godt
gjørelse in natura, ɔ: med Naturprodukter
(Fødemidler o. lign.).
Inn, Romernes Oenus, Flod i Tyskland,
kommer fra Graubunden i Schweiz, løber gjennem
Engadindalen i Tyrol, forbi Innsbruck, derpaa
ind i Baiern, danner siden Grændsen mellem dette
Land on Østerrige og falder ved Passau i Donau.
Den er 75 Mil lang, meget vandrig samt seilbar
nedenfor Halle.
Innocens, Navn paa 13 Paver. —
Innocens den første (402—17) hævdede Pavens
Ret til at afgjøre alle vigtigere Sager i Kirken
og bekræftede den tidligere udtalte Fordømmelse
af Pelagianerne. Han blev efter sin Død
kanoniseret. — Innocens den anden (1130—43)
havde i Begyndelsen Anaklet den anden til
Modpave og maatte flygte til Frankrige; senere satte
han Ludvig den syvende af Frankrige i Ban og
belagde Landet med Interdikt, da Kongen ikke vilde
anerkjende Erkebispen i Bourges. — Innocens
den tredie (1198—1216), f. 1161, var en af de
største og mest udmærkede Paver. Ved Siden af
en meget udstrakt Lardom og et ædelt Sind besad
han stor Villiekraft og hævdede stærkt den
pavelige Myndighed. Strax efter sit Valg tvang han
den keiserlige Præfekt i Rom til at hylde ham og
bøiede baade Folket og Adelen under sig; han
stillede sig i Spidsen for de lombardiske og toskanske
Stæders Forbund, blev Formynder for den unge
Fredrik den anden og styrede hans Lande med
Kraft og Frisind. I Striden mellem Keiserne
Otto den fjerde og Filip af Schwaben støttede
han den første, men satte ham senere, da han
gjorde Krav paa Italien, i Ban og hævede
Fredrik den anden paa Keisertronen. I Frankrige
tvang han Kong Filip August ved Ban og
Interdikt til at afstaa fra Skilsmissen med sin
Dronning; over de fleste af Europas Lande og deres
Fyrster gjorde han sin Myndighet, gjeldende, og
den eneste, han ikke kunde bøie ved sit Ban, var
Sverre Sigurdssøn i Norge. I England bansatte
han 1209 Johan uden Land for Gjenstridighed
ligeoverfor Pavens Bispevalg og afsatte ham 1212;
ved at ydmyge sig for Paven fik Johan imidlertid
sit Land igjen 1213, men som paveligt Len. Da
nu Baronerne af Johan tiltvang sig Udstedelsen
af „Magna charta libertatum“, satte Paven hele
det engelske Folk i Ban. Efter at have bragt det
fjerde Korstog istand ønskede Innocens endnu at
foranstalte et femte samt at tage Forholdsregler
mod Kjætterne og bringe Kirkereformer istand.
Han sammenkaldte til den Ende 1215 et almin.
deligt Kirkemøde i Laterankirken, hvor der mødte
500 Biskoper, 900 Abbeder, Patriarkerne af
Konstantinopel og Jerusalem samt mange verdslige
Fyrster; her vedtoges Læren om
Transsubstantiationen samt Forbud for Lægfolk mcd at læse
Bibelen. — Innocens den fjerde (1243—54)
var før sin Tronbestigelse en Ven af Fredrik den
anden, men senere hans værste Fiende; 1244
flygtede han til Lyon, satte Keiseren i Ban og
erklærede ham for afsat; 1251 vendte han tilbage til
Rom. — Innocens den femte
(21de Febr.—22de Juni 1276) døde endnu førend han var
bleven viet til Pave. — Innocens den sjette
(1352—62) residerede i Avignon og søgte forgjeves
at bekjæmpe Geistlighedens Fordærvelse. —
Innocens den syvende (1404—06) var
Benedikt den ottendes Modpave. — Innocens den
ottende (1484—92) er ligesaa berygtet for den
Maade, hvorpaa han søgte at berige sine 16 Børn,
som for sin Indførelse af Hexeprocesserne. —
Innocens den niende var Pave
29de Oktbr.—30te Decbr. 1591. — Innocens den tiende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
