Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristoffer (danske Konger). — Kristoffer den første. — Kristoffer den anden. — Kristoffer den tredie, af Baiern - Kristoforus den hellige - Kristologi. — Kristologiske Stridigheder - Kristtorn. — Den almindelige Kristtorn. — Ilex Paraguayensis - Kristus, se Jesus - Kriterium - Kritias - Kritik. — Den filologiske Kritik. — Konjekturalkritik. — Den historiske Kritik. — Den filosofiske Kritik. — Den æsthetiske Kritik. — Kritiker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kongens Nederlag 1331 og en Fred n. A.,
hvorved Gerts Panterettighed i Nørrejylland
forhøiedes fra 40,000 til 100,000 Mark Sølv. Kongen
eiede nu af hele Riget kun Skanderborg, et Stykke
af Laaland og noget af Estland; han levede mest paa
Laaland af sin Halvbroders Naade. Kristoffer den
anden var den usleste og foragteligste af alle de danske
Konger, og hans Regjering hørte til de mørkeste
Tider, Danmark nogensinde har havt. —
Kristoffer den tredie, af Baiern, Søn af
Pfalzgrev Johan, Hertug i Øvrebaiern, og Søstersøn
af Erik af Pommern, f. ca. 1415, d. 1448, blev,
efterat Erik af Pommern havde forladt Danmark,
indkaldt af det danske Rigsraad 1438, ankom næste
Aar og hyldedes paa Viborg Thing 1440. Strax
efter gav han Hertug Adolf Slesvig som frit og
arveligt Len og dæmpede derpaa 1441 en
Bondeopstand i Vendsyssel. 1440 blev han tagen til
Konge i Sverige og hyldet 1441; næste Aar blev
han ogsaa valgt og kronet til norsk Konge. I
Sverige var der under hans Regjering Dyrtid,
og Folket maatte spise Barkebrød, medens Kongen
med overdaadig Pragt og stort Følge drog
gjennem Landet; derfor fik han Øgenavnet
„Barkekongen“. Kristoffer søgte forresten at indskrænke
Hanseaternes Magt og gav til den Ende
Hollændere, Englændere og Skotter Handelsfrihed, men
hans tidlige Død hindrede ham i at udføre sine
Planer til Hanseaternes Ydmygelse.
Kristoforus den hellige (d. e. den hellige
Kristusbærer), en romersk- og græsk-katholsk Helgen,
skal ifølge Legenden have været en overordentlig
stor og stærk Mand. Han vilde kun tjene den
mægtigste Herre og gik derfor i Tjeneste hos sin
Tids mægtigste Fyrste. Men Fyrsten frygtede
Djævelen, og derfor traadte Kristoforus i dennes
Tjeneste. Engang saa han, at Djævelen ængstelig
gjorde en Omvei for et Kristusbillede, og nu
indsaa Kristoforus, at Kristus maatte være endnu
mægtigere end Djævelen. Efter længe forgjeves
at have søgt efter Kristns kom han til en Eremit,
som døbte ham og som Bod paalagde ham at bære
Pilegrime over en Strøm, hvor der ingen Bro
var. Blandt dem, som kom for at lade sig bære
over, var ogsaa et Barn; Kristoforus tog det paa
Skuldrene, men var neppe istand til at bære det
over; det var Kristus, og til et Tegn forvandlede
han Kristoforus’s Stav til et løvklædt Daddeltræ.
Dette Mirakel blev bekjendt og omvendte mange;
men Kristoforus blev af den romerske Præfekt kastet
i Fængsel, pint og dræbt. Hans Minde feires 9de
Mai i den græske og 25de Juli i den romerske Kirke.
Kristologi, Læren om Kristus som sand Gud
og sandt Menneske i én Person. — Kristologiske
Stridigheder kalder man de Kampe, som til
forskjellige Tider i Kirken er blevne førte om
Kristologien. Herhen hører egentlig allerede de Kampe,
Kirken i det 2det Aarh. maatte føre mod Ebjoniterne,
forsaavidt de negtede Kristi Guddom, og mod
Doketerne, som negtede hans virkelige
Menneskelighed. Men især betegner man dog med hint
Navn de Stridigheder, som i det 5te Aarh. blev
fremkaldte ved Patriarken Nestorius og
Arkimandriten Eutyches i Konstantinopel, den nestorianske
og den eutychianske eller monofysitiske Strid, og
den Fortsættelse, disse Kampe senerehen fik i den
monotheletiske og den adoptianske Strid i det 7de
og det 8de Aarh. Ogsaa Reformationstiden havde
sin kristologiske Strid, idet de Reformerte (Zwingli,
Kalvin o. a.) i det væsentlige igjen optog den
nestorianske Vildfarelse.
Kristtorn (Ilex), Planteslægt af
Kristtorn-familien (Ilicineae), omfatter Buske og Træer
med altidgrønne Blade, smaa Knipper af 4delte
Blomster i Bladhjørnerne og en bæragtig 4—5 [[** intet bindestrek, men bør kobles til neste **]]
rummet Stenfrugt. — Den almindelige
Kristtorn (Ilex aquifolium) er den eneste Art,
som voxer vildt i Norge, hist og her langs Kysten
fra Arendal til Kristianssund. Det er et lidet Træ
med elliptiske, glinsende og bølgeformede Blade
med stive Torne i Randen; Blomsterne er hvide,
Bægeret 4tandet, Kronen hjulformet og 4delt,
Frugten rød. Dens Ved er hvid og haard og bruges
til finere Træarbeider. — En sydamerikansk Art,
I1ex Paraguayensis, leverer den saakaldte
Paraguay-The eller Maté (s. d.).
Kristus, se Jesus.
Kriterium, det Kjendemærke eller Særtegn,
hvorpaa man kjender eller hvorefter man
bedømmer noget, særlig adskiller det sande fra det falske.
Kritias, en af Athens 30 Tyranner i det 5te
Aarh. f. Kr., uddannede sig ved Omgang med de
mest udmærkede Mænd og betraadte sin politiske
Løbebane som Retstaler 411. Derpaa var han i
6 Aar landflygtig og levede i Thessalien; 404
kom han tilbage og blev Medlem af den af
Spartanerne ved Lysander indsatte Tyranregjering.
Ved sin Overlegenhed hævdede han den første
Plads blandt sine Kolleger og var Hovedmanden
i alle de Grusomheder og Voldshandlinger, som
Tyrannerne satte i Scene. Men allerede 403
kom de fra Athen Fordrevne og Udvandrede tilbage
under Thrasybulos’s Anførsel, og i den Kamp, som
nu opstod, faldt Kritias s. A. Han udmærkede sig
baade som politisk Forfatter og som Taler og
Digter; af hans Elegier er nogle Brudstykker opbevarede.
Kritik, Bedømmelse; prøvende Undersøgelse af
noget for at komme paa det rene med dets
Egenskaber og Værd; Evnen til at bedømme; den
Videnskab, som giver Regler for Prøvelsen og
Bedømmelsen af noget. — Den filologiske
Kritik har til Opgave at undersøge antike
Skriftverker saavel med Hensyn til deres Ægthed i det
hele som til, hvorvidt de paa noget enkelt Sted
er blevne forvandskede eller ikke. Den særegne
Retning af Kritiken, som ved Gisninger søger at
restituere et forvandsket eller delvis ødelagt Skrift,
kaldes Konjekturalkritik. — Den historiske
Kritik staar i nær Forbindelse med den filologiske;
den har ligeledes at prøve skriftlige Overleveringer
fra tidligere Tider, dog ikke blot i sproglig
Henseende, men ogsaa og især med Hensyn til
Rigtigheden af deri anførte Fakta. — Den filosofiske
Kritik fik af Kant og hans Tilhængere en egen
Betydning, idet de gav sit Standpunkt Navn af
kritisk i Modsætning til det dogmatiske og det
skeptiske. Kriticismus kaldte Kant det metafysiske
Standpunkt, som nærer Mistillid til alle
Metafysikens synthstiske Sætninger, saalenge det endnu
ikke kan godtgjøres, at disse Sætninger har sin
almindelige Grund i de væsentlige Betingelser
for de menneskelige Erkjendelsesevner. — Den
æsthetiske Kritik, som i daglig Tale ofte
alene forstaaes ved Udtrykket Kritik, befatter sig
med den æsthetiske Bedømmelse af Kunstverker i
alle Brancher. — Kritiker, en, som befatter sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
