Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Müller, Friedrich (tysk Sprogforsker) - Müller, Friedrich Max - Müller, Jakob Worm - Müller, Johann Gotthard von. — Johann Friedrich Wilhelm Müller - Müller, Johann Gottwerth, sædvanlig kaldet Müller von Itzehoe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Muller
sammenlignende Sprogvidenskab i Wien, har
udgivet fortræffelige Verker over sammenlignende
Sprogvidenskab („Grundriss der
Sprachwissenschaft“, I, 1876—77) og Ethnografi („Allgemeine
Ethnographie“, 1873).
Müller, Friedrich Max, berømt tysk
Sprogforsker og Religionshistoriker, f. 1823, er Søn af
Digteren Wilhelm Müller (se nedenfor). Han
studerede i Leipzig og lagde sig der hovedsagelig
efter Sanskrit; allerede 1844 kunde han udgive en
Oversættelse af „Hitopadesa“. Efter derpaa i
Berlin at have hørt Bopp og Schelling gik han
til Paris, hvor han paa Burnoufs Tilskyndelse
begyndte Forarbeiderne til en Udgave af Rig-Veda
med Sâyanâcâryas Kommentar. I dette Øiemed
gik han 1846 til London og Oxford for at benytte
de derværende Manuskripter og fik 1847 af det
ostindiske Kompagni det Hverv at udgive Rig-Veda;
han bosatte sig nu i Oxford, hvor Udgaven udkom
i 6 Bd., 1849—74, og hvor han 1850 blev
Deputy-Taylorian-Professor i Literaturhistorie og
sammenlignende Grammatik, 1854 Professor i
nyere Sprog og Literatur og 1858 Fellow i
All-Souls-College. Hans Udnævnelse til Professor i
Sanskrit hindredes 1860 af det pietistiske og
konservative Parti. 1865—67 var han Bibliothekar
ved den orientalske Afdeling af det Bodleyanske
Bibliothek, og 1868 udnævntes han til den første
Indehaver af det nye Professorat i
sammenlignende Filologi; efter 1872 at have afstaaet et
Professorat i Strasburg nedlagde han 1875 sit
Embede i Oxford, men bor fremdeles der.
Foruden de før nævnte er de vigtigste af Max
Müllers literære og videnskabelige Arbeider følgende:
„History of ancient Sanskrit literature“ (1859),
en tysk Oversættelse af „Meghadûta“ (1847), en
Sanskritgrammatik (1866), „A survey of
languages“ (1855), „Proposals for a missionary
Alphabet“ (1854), „Essay on comparative mythology“
(1858), „Lectures on the science of language“
(1861—64), „Chips from a German workshop“
(en Samling af hans Tidsskriftartikler, 4 Bd.,
1868—75) og „Introduction to the science of
religion“ (1873), hvilket sidste Skrift især har
vakt megen Opmærksomhed. Derhos har han med
Held forsøgt sig som Novellist i „Deutsche Liebe“
og som Biograf i sin Levnetsbeskrivelse af sin
Oldefader Basedow. Max Müller er en af
Samtidens lærdeste og tillige aandrigeste Mænd, hvis
Skrifter ei alene udmærker sig ved høit
videnskabeligt Værd, men ogsaa ved Formfuldendthed.
Flere af hans vigtigste Arbeider er oversatte til
forskjellige europæiske Sprog.
Müller, Jakob Worm, norsk Videnskabsmand,
f. i Bergen 23de Decbr. 1834, blev Student 1852
og tog 1860 medicinsk Embedsexamen, hvorefter
han en Tid fungerede som Sessionslæge i Bergens
og Trondhjems Stifter og derpaa indtil 1865
virkede som praktiserende Læge i Kristiania med
en meget betydelig Praxis. 1865—67 studerede
han i Wien, Würzburg og Bonn praktisk
Øien- og Ørensygdommene, hvorefter han særlig lagde
sig efter Fysiologien. Efter i 1867—70 at have
gjort de nødvendige anatomiske, histologiske og
fysiologiske Forstudier i Zürich, Würzburg,
Breslau og Leipzig, blev han 1870
Universitetsstipendiat i Fysiologi i Kristiania; 1873 udnævntes
han til extraordinær Professor i Fysiologi og Be-
Muller
styrer af det fysiologisk-kemiske Laboratorium, som
er grundlagt af ham; 1877 blev han ordinær
Professor i Medicin samt Bestyrer af
Universitetets fysiologiske Institut. Worm Müller har i
flere Aar fungerer dels som Formand, dels som
Viceformand i det norske medicinske Selskab; 1879
udnævntes han af „La Congrès international
pour l’étude des questions relatives à
l’alcoolisme“ til Medlem af dens permanente
internationale Kommission; s. A. promoveredes han ved
Kjøbenhavns Universitets
Firehundredaarsjubilæum til Æresdoktor i Medicin. 1882 blev han
udnævnt til Medlem af „Svenska
läkaresällskapet“ i Stockholm. Af hans Skrifter og
Afhandlinger, hvoraf flere er af fremragende
videnskabeligt Værd, kan nævnes: „Untersuchungen
über Flüsigkeitsketten, [[** NB staving avviker med 5 linjer nedenfor **]] Beiträge zur Physik,
Physiologie und Chemie“ (Leipzig 1869);
„Experimentelle Beiträge auf dem Gebiete der thierischen
Electricität“ (I „Untersuch. aus d. Physiol.
Laboratorium in Würzburg“, Leipzig 1869),
„Fortgesetzte Untersuchungen über Flüssigkeitsketten“
(I Poggendorffs „Annalen der Physik u. Chemie“,
1870), „Über die Spannung des Sauerstoffs der
Blutscheiben“ (I „Arbeiten aus der physiologischen
Anstalt zu Leipzig“, 1870), „Die Abhängigkeit des
arteriellen Druckes von der Blutmenge“ (I
„Berichte der Königl. Sächs. Ges. der Wissensch., math.
phys. Classe.“, [[** sic **]] 1873), „Transfusion und Plethora.
Eine physiologische Studie“ (Universitetsprogram
for 1ste Semester 1875. Kristiania 1875), „Om
Ernæring og Forpleining‘ (Kristiania 1879),
„Meddelelser fra det fysiologiste Institut i Christiania“
(Kristiania 1880, indeholdende en Række i
Fællesskab med J. Hagen og C. Sandborg udførte
Arbeider over Druesukkerets kemiske Forhold og
Hjertets Mekanik). I Pflügers „Archiv für die
gesammte Physiologie des Menschen und der
Thiere“ har han i en Aarrække skrevet
Afhandlinger (i 1882 om Urinsyre, Kreatinin og om
Sukkerets Paavisning i Urinen); det samme er
Tilfældet i flere andre Tidsskrifter, deriblandt det af ham
sammen med Professorerne G. O. Sars og Sofus
Lie 1876 grundlagte „Archiv for Mathematik og
Naturvidenskab“, som endnu (1883) udkommer
under den samme Redaktion. Endelig har han
skrevet flere Arbeider af mere populær Natur,
navnlig om Mineralvande og Næringsmidler.
Som Bestyrer af det fysiologiske Institut har han
stillet sig den Opgave at befordre Medicinernes
videnskabelige Arbeider, og flere saadanne, for hvilke
Æren for en ikke ringe Del tilkommer ham, er
udkomne i de sidste fire Aar.
Müller, Johann Gotthard von, berømt tysk
Kobberstikker, f. 1747, d. 1830, uddannede sig i
Stuttgart og Paris og blev 1776 Professor i
Stuttgart, hvor han uddannede et stort Antal
dygtige Elever. Hans Kobberstik er væsentlig efter
nederlandske Maleres Arbeider. — Hans Søn
Johann Friedrich Wilhelm Müller, f.
1782, d. 1816, uddannede sig under Faderens
Veiledning til en fremragende Kobberstikker og
blev 1814 Professor ved Akademiet i Dresden.
Blandt flere andre fortræffelige Arbeider har han
leveret et udmærket Stik efter Rafaels sixtinske
Madonna.
Müller, Johann Gottwerth, sædvanlig kaldet
Müller von Itzehoe, tysk Romanforfatter, f.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
