Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nyplatoniske Skole - Nypythagoræiske Skole - Nyrationalismen - Nyrer. — „De malplighiske Legemer“. — Nyrebetændelse. — Nyrekolik. — Nyregrus, Nyresten, se Sten - Nyrop, Jens Larsen. — Agnes Nyrop, f. Lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
trinvis ordnet Række af Væsener, som ender i
Materien. Sjelens Længsel efter at vende tilbage
til Urvæsenet tilfredsstilles ikke ved Tænkning, men
ved en ekstatisk Hengivelse, forberedt ved en
asketisk Unddragelse fra Sanseverdenen. — Som den
nyplatoniste Skoles Stifter betragtes Ammonius
Sakkas; Plotin var den første, som udviklede
dens System, hvilket atter blev videre udarbeidet
af Porfyrios. Iamblikhos og den syriske
Skole gav især Systemet en afgjort religiøs
Karaktér og forsøgte at restaurere Polytheismen
ligeoverfor Kristendommen. Hypatia, den aandrige
Alexandrinerinde, bidrog meget til at hæve
Skolens Glans og Anseelse. En strengere
videnskabelig Karaktér vendte tilbage gjennem den
atheniensiske Skole (Plutarkhos, Hierokles m. fl.),
og Proklos søgte i et omfattende System at
hævde Skolens Bestaaen; men Forfaldet begyndte
allerede at gjøre sig gjeldende og fremtraadte
tydelig hos Damascius. 529 forbød Keiser
Justinian de nyplatoniske Filosofer at holde
Forelæsninger i Athen, og Skolens betydelige
Formue blev inddragen. Damascius og Simplicius
drog da til den persiske Konge Nuschirvans Hof
og virkede der; Simplicius vendte senere tilbage
og fortsatte sin Virksomhed i Grækenland. Den
sidste Lærer i den nyplatoniske Filosofi var
Olympiodoros, som levede i den anden Halvdel af
det 6te Aarh. Inden Udgangen af dette
Aarhundrede var de sidste Tilhængere af Skolen
forsvundne.
Nypythagoræiske Skole, en filosofisk Skole,
der fremkom i det 1ste Aarh. f. Kr. som en
Fortsættelse eller Fornyelse af den gamle pythagoræiske
Skole, der allerede længe havde været uddød.
Skolen havde et eklektisk Grunddrag, idet den var
grundlagt paa en Blanding af pythagoræisk og
platonisk Filosofi, hvori der var indblandet
Momenter hentede fra Aristoteles og Stoikerne. Den
gik ud fra fire Grundprinciper: Guddommen,
Ideerne eller Tanken, Verdenssjelen og Materien.
Guddommen skulde efter dens Lære kun tilbedes
i Taushed; men under den høieste Gud stod et
Antal underordnede Guder og Dæmoner, som
skulde tilbedes og hædres ved Ofre o. desl.
Nypythagoræerne opfattede ikke som Platon Ideer og
Former som selvstændige Væsener, men som
Guddommens Tanker. Mellem Gud og Verden stod
som et Mellemled Verdenssjelen. Skolen drev en
udstrakt Symbolik med Tallene, idet Guddommens
Tanker nærmest opfattedes som Tal og Talforhold;
fra den ældre pythagoræiske Tallære skilte den sig
saaledes ved, at den ikke ansaa Tallene for den
Substans eller det Stof, hvoraf Tingene bestaar.
Med Hensyn til Materien dannede Skolen sig en
Opfatning, der var en Forening af den
aristoteliske, platoniske og stoiske. Materien ansaaes for
at være i bestandig Vexlen, at bære i sig
Mulighederne til alt og at være delelige i det uendelige.
Kun Formerne er det i Sandhed virkelige,
hvorimod Tingene er underkastede en aldrig endende
Forandring. Mennesket er i det smaa et Afbillede
af Verden og forener i sig alle de høiere og lavere
harmoniske Kræfter; det har en Sjel, der ligesom
Verdenssjelen er et Tal, af guddommelig Natur
og ulegemlig. Sjelens Forudtilværelse og
Sjelevandringen, der som bekjendt spillede en stor Rolle
i Pythagoras’s Lære, nævnes kun sjelden af de
nypythagoræiske Filosofer og ansees af mange
blandt dem kun for en Fabel. — Den
nypythagoræiske Skole opstod sandsynligvis i Alexandria;
i denne By saavelsom i Rom finder man de første
Spor af den. Den dannede en Forløber for
Nyplatonismen (s. d.).
Nyrationalisme, en i den nyere Tid
fremstaaet religiøs-filosofisk Retning, hvis Særkjende
det er, at den søger at indtage et
Middelveisstandpunkt mellem Kristendommen paa den ene og
Atheismen paa den anden Side. Dens
Tilhængere opstiller som Princip Guds Tilværelse og
søger ved Hjelp af sin Fornuft at udfinde Kjernen
af Kristendommen, saaledes som denne efter deres
Mening fra Begyndelsen af har været, uden at
tage Hensyn til saadanne Dogmer, som de anser
for senere Tilsætninger, f. Ex. Kristi Guddom,
Miraklerne o. s. v. De vil derfor helst kaldes Kristne,
men gjør sig her skyldige i et Feilsyn, idet de ikke
indser, at med Fornegtelsen af Kristi Guddom maa
enhver Tale om Kristendom bortfalde.
Nyrationalisternes Standpunkt er derfor at betegne som
uholdbart og inkonsekvent, da det maa betragtes som et
overvundet Standpunkt at ville mægle mellem saa
uforligelige Modsætninger, som den kristne Tro
og den paa Fornuften baserede Vantro.
Kristendom eller Atheisme er de to eneste Standpunkter
i vor Tid, der frembyder sig for den, som vil
komme til en konsekvent religiøs Livsanskuelse.
Blandt Nyrationalismens mest fremragende
Forkjæmpere kan nævnes Franskmanden Renan,
Tyskeren Strauss og Svenskeren Victor Rydberg.
Nyrer, to større Kjertler, der ligger i
Bughulens bagerste Del, en paa hver Side af
Lændehvirvlerne, og hvis Funktion det er at afsondre
Urinen. Menneskets Nyrer har omtrent Form
som en Bønne og er ca. 4 Tommer lange. De
har en temmelig kompliceret Bygning, men
bestaar i det væsentlige af et System fine, meget
stærkt forgrenede Rør, Urinkanalerne, hvis
indvendige Flade er beklædt med Epithelceller. Disse
Rør begynder i de yderste Lag af Nyrerne
(Barksubstansen) med smaa blæreformede Udvidelser,
omfattende et meget lidet Nøste af Haarkar. Disse
smaa Nøster, „de malplighiske Legemer“, hvoraf
der skal findes ca. en Million i hver Nyre, er hoved
sageligen de Apparater, hvorigjennem Materiale
til Urinen udsondres af Blodet. Efter at have
passeret gjennem de omtalte Urinkanaler samles
Urinen gjennem Nyrebækkenet i Urinlederen,
der fører den til Blæren. Af Nyrernes
Sygdomme kan nævnes Nyrebetændelse, der enten kan
optræde som en egentlig Betændelse, hyppig som
en Følge af Nyresten, eller ogsaa som en
eiendommelig, oftest kronisk Sygdomsproces, der
betegnes som Brights Sygdom (s. d.). —
Nyrekolik kaldes de heftige Smerter, som
foraarsages ved, at Nyrestene er tilstede i
Nyrebækkenet og derfra passerer gjennem Urinlederen ned i
Blæren. — Nyregrus, Nyresten, se Sten.
Nyrop, Jens Larsen, dansk Operasanger, f.
1831, var 1862—82 ansat ved Kjøbenhavns kgl.
Theater, hvor han i sin Tid gjorde megen Lykke
som Masaniello i „Den Stumme i Portici“, som
Faust og som Eleazar i „Jødinden“. I de senere
Aar optraadte han kun sjelden. — Hans Hustru
Agnes Nyrop, f. Lange, f. 1841, debuterede
1857 paa Kjøbenhavns Folketheater, hvor hun var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
